Nordkorea er i gang med at implementere en politik, der skal øge landets antal af atomvåben “eksponentielt”.
Det siger landets leder, Kim Jong-un, i en tale mandag, skriver det statslige nordkoreanske nyhedsbureau, KCNA.
Ordene falder på 76-års-dagen for Nordkoreas stiftelse 9. september.
Den nordkoreanske leder siger videre, at landet mere grundigt vil forberede sin “atomkapacitet og sin parathed til at anvende kapaciteten korrekt for til enhver tid at sikre statens sikkerhedsrettigheder”.
En stærk militær tilstedeværelse er nødvendig for at imødegå “de forskellige trusler fra USA og dets støtter”, siger Kim Jong-un.
Den nordkoreanske leder hævder i talen, at landet står over for en “alvorlig trussel” fra det, som han kalder en USA-ledet atombaseret militærblok i regionen.
Også i begyndelsen af august truede Kim Jong-un med en gedigen oprustning af Nordkoreas arsenal af atomvåben.
Det skete under en tale, som den nordkoreanske leder fremførte, i forbindelse med at han overværede en leverance af 250 nye ballistiske missilsystemer til landets forsvar.
Her sagde han, at freden skulle sikres med “en absolut og mageløs evne til selvforsvar”.
Sydkorea afholder tirsdag et møde mellem forsvarsministrene i United Nations Command (UNC).
Det er FN’s kommando i Sydkorea, der blandt andet har til opgave at overvåge grænsen mellem Nord- og Sydkorea og har forpligtet sig til at forsvare Sydkorea i tilfælde af krig.
Kommandoen ledes af den øverstbefalende for det amerikanske militær, der er udstationeret i Sydkorea.
Tyskland tilsluttede sig som det seneste land UNC i august.
Nordkorea har tidligere kritiseret UNC for at være en “ulovlig krigsorganisation”.