Søværnet har taget sparekniven frem og skal spare omkring 32 millioner kroner, inden 2024 er omme.
Det fremgår af en besked til de ansatte, som både Jyllands-Posten og Berlingske har set.
Kontreadmiral Henrik Ryberg, der er chef for søværnet, skriver i den interne orientering, at der særligt skal spares på det antal timer, som skibene er på vandet.
– Det er derfor nødvendigt at foretage en række justeringer, primært på Søværnets aktiviteter, der frem mod årsskiftet kan afhjælpe behovet for flere midler og dermed reducere udgifterne, så Søværnets budget overholdes, fremgår det af orienteringen ifølge Berlingske.
Jyllands-Posten skriver, at reduceringen af fregatternes sejlads blandt andet betyder, at fregatten Absalons deltagelse i en træningsøvelse, der går under navnet Fost, aflyses i 2024.
Både hæren, flyvevåbnet og søværnet, der alle tre ligger under Forsvaret, skal, inden året er omme, spare millionbeløb.
(Artiklen forsætter under billedet)
Flere medier har over sommeren berettet om forskellige spareøvelser hos de tre værn, der beskriver, hvordan de er nødsaget til at spare og dermed aflyse aktiviteter, træninger og øvelser.
DR skrev i juli, at mindst seks øvelser og flere efteruddannelseskurser i flyvevåbnet måtte aflyses som led i omfattende besparelser i hele Forsvaret.
Både DR og forsvarsmediet Olfi har tidligere beskrevet besparelser for 375 millioner kroner resten af året i Forsvaret.
Besparelser, der ifølge DR er kommet i kølvandet på budgetfejl og for mange planlagte aktiviteter.
Det sker, alt imens forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) er i gang med forhandlinger om det tiårige forsvarsforlig med omkring 195 milliarder kroner.
Forsvarskommandoen oplyser til Jyllands-Posten, at der ikke er udmeldt besparelser til stabe, kommandoer eller myndigheder, men at flere er blevet rekrutteret til Forsvaret.