Regeringen kommer med vigtig besked til lastbilchauffører

Der skal bruges millioner af kroner på kontrol af den nye vejafgift for lastbiler, som træder i kraft til årsskiftet.

Det skriver Transportministeriet på sin hjemmeside.

Regeringen foreslår i sit finanslovsforslag således at afsætte 5,7 millioner kroner i 2025 til mobile kontroller.

Man vil også arbejde for, at bommen bogstaveligt talt skal gå ned, hvis en udenlandsk lastbil forsøger at komme over Storebæltsbroen med en ubetalt bøde for manglende betaling af vejafgift.

– Den kilometerbaserede afgift må ikke blive konkurrenceforvridende, og derfor skal vi sikre, at alle betaler.

(Artiklen fortsætter under billedet)

– Med flere mobile kontrolpunkter og fuldt stop for snyd over Storebæltsbroen sender vi et klart signal om, at reglerne skal overholdes, siger transportminister Thomas Danielsen (V).

Den kilometerbaserede vejafgift træder i kraft 1. januar 2025.

Lastbiler skal betale for det antal kilometer, de kører på en del af det danske vejnet.

Afgiften vil være differentieret efter lastbilernes CO2-udledning og gælde for kørsel på størstedelen af statsvejnettet og dele af det kommunale vejnet.

Det vil ifølge Transportministeriet typisk foregå ved hjælp af en lille boks i stil med en Brobizz.

Også udenlandske lastbiler skal betale deres del af udgifterne til for eksempel slid på vejene.

Det er Sund & Bælt, der skal stå for opkrævningen af vejafgiften.

Regeringen vil med pengene i finanslovsforslaget indkøbe ekstra kameraudstyr til mobile kontrolpunkter og sikre bemanding, så der kan føres kontrol med de afgiftspligtige vejstrækninger.

Derudover vil Sund & Bælt arbejde på en løsning ved Storebæltsbroen, så det bliver muligt at stoppe udenlandske lastbiler med ubetalte bøder for manglende indbetaling af vejafgift.

– De (lastbilchaufførerne, red.) kan så enten vende om eller betale bøden på stedet sammen med broafgiften, skriver Transportministeriet i nyheden.

Regeringen foreslår i finanslovsforslaget også at afsætte 3,8 millioner kroner årligt i 2026 til 2028 til flere mobile kontroller.

Vejafgiften for lastbiler vil omfatte lastbiler på 12 ton og derover.