Det er uvist, hvordan en 25-årig svensker forholder sig til alvorlig sigtelse om besiddelse af håndgranater
En 25-årig svensk mand er sigtet for tirsdag aften at have været i besiddelse af to håndgranater, som han havde til hensigt at bringe til sprængning et sted i Københavnsområdet.
Det mislykkedes imidlertid, da han blev anholdt lidt efter klokken 19 tirsdag i Tingbjerg i København.
Det fremgår af sigtelsen, som onsdag formiddag er læst højt i Retten på Frederiksberg.
Svenskeren har lysebrunt hår, der er lidt pjusket grundet krøller. Han er klædt i sort fra top til tå og forholder sig helt roligt i retslokalet, hvor han mestendels kigger ned i bordet eller let frem for sig, mens tolken oversætter, hvad parterne fortæller.
(Artiklen fortsætter under billedet)
Den 25-årige vil i begyndelsen af retsmødet ikke sige, om han erkender eller nægter sig skyldig i sigtelsen. Først når anklageren har dokumenteret sagen, vil han efter en snak med sin forsvarer tage stilling.
Det siger hans forsvarer, advokat Knud Vedelsby.
Sagen er blot den seneste, hvor svenskere anholdes for kriminalitet på dansk jord.
Lørdag blev to 24-årige svenskere – en mand og en kvinde – fremstillet i grundlovsforhør og varetægtsfængslet frem til 2. september.
De er sigtet for at have forsøgt at dræbe en eller flere personer ved at sprænge en håndgranat i en kiosk på Hans Knudsens Plads på Østerbro i København.
Siden april har der været mindst 12 episoder med svensk involvering. Episoderne har fået Danmark til at indføre skærpet kontrol ved grænsen til Sverige.
Det betyder blandt andet, at dansk politi skal øge tilstedeværelsen i tog, der kommer til Danmark fra Sverige.
/ritzau/