Tidligt tirsdag morgen måtte brændvæsnet rykke ud til en stor brand. Der var nemlig gået ild i taget af en svømmehal.
Hurtigt ankom flere brandkøretøjer, så man kunne sikre sig, at branden ikke ville sprede sig.
På trods af, at Nordjyllands Beredskab rykkede ud med indsatsleder, skadestedsleder og fem indsatskøretøjer, viste branden sig at være så voldsom, at man var nødt til at tilkalde assistance.
Branden, der var startet på taget af en aalborgensisk svømmehal, udløste da også alarm og sirener. Man opfordrede alle beboere i nærheden til at lukke vinduer, døre og slukke ventilationsanlæg.
Håndværker sigtet
Sent tirsdag eftermiddag kan TV2 Nord nu bringe nyt i sagen.
(Artiklen fortsætter efter billedet)
Nordjyllands Politi har nemlig nu sigtet en håndværker, i sagen om svømmehalsbranden.
“Håndværkeren er blevet sigtet i forbindelse med noget tagarbejde. Så det er noget tagdækning, der er gået galt, og så har det spredt sig,” siger Christian Tilsted, der er vagthavende hos Nordjyllands Politi.
“Man har jo pligt til, at ilden ikke kan sprede sig, når man arbejder med det,” fortsætter Christian Tilsted. Dog uden at specificere, hvilken type arbejde håndværkeren lavede.