Der er sket en større udrykning bestående af både ambulancer, en akutlægebil, flere brandbiler og politibiler til Indre By, hvor skibe er kollideret i vandet
Tirsdag aften ved 18-tiden er der meldinger om, at flere personer ligger i vandet omkring Nyhavn efter en skibskollision.
Sådan lyder det fra Hovedstadens Beredskab på det sociale medie X.
‘Vi er til stede med dykkere og overfladereddere i Havnegade til melding om to både, der har påsejlet hinanden,’ lyder det fra brandvæsenet.
Vagtchef ved Københavns Politi Stefan Ladeby oplyser, at politiet har modtaget en anmeldelse om forholdet klokken 17.39.
Tidligere lød det fra politiet, at der umiddelbart var tale om en GoBoat, dette er dog ikke tilfældet.
(Artiklen fortsætter under billedet)
Billeder fra stedet viser, at blandt andet flere ambulancer og en akutlægebil holder ved kanten til vandet. Derudover har betjente afspærret et område for at holde de hundredevis af turister og københavnere væk fra beredskabets arbejde.
Senere oplyser Hovedstadens Beredskab, at de har hjulpet flere personer op af vandet.
‘Vi har assisteret med at få personerne op af vandet og er i gang med at bjærge de forulykkede både samt rydde op på vandet efter uheldet. Undgå gerne området, da der er mange mennesker til stede,’ lyder det fra Hovedstadens Beredskab.
Der er ingen meldinger om, at nogen skal være kommet alvotligt til skade.
Københavns Politi hører meget gerne fra eventuelle vidner til bådulykken på telefon 1-1-4. Politiet vil nu forsøge at klarlægge de nærmere omstændigheder.