Skolerektor sigtet efter voldtægtssag

Næsten to år efter politianmeldelse er rektor for Sorø Akademi sigtet for grov forsømmelse efter voldtægtssag

Rektoren på Sorø Akademi, Kristian Jacobsen, er blevet sigtet for grov forsømmelse og skødesløshed og for under skærpende omstændigheder at have handlet i strid med sin underretningspligt i en voldtægtssag.

Det skriver Ekstra Bladet.

Voldtægtssagen handlede om en mistanke om, at en mandlig elev skulle have voldtaget en 17-årig pige. Manden blev tiltalt, men endte med at blive frifundet.

Det skete i oktober 2022, hvor Retten i Næstved lagde vægt på, at der var modstridende forklaringer om, hvad der skete, og at der ingen objektive beviser var for strafbare handlinger.

Advokat Julie Stage er bistandsadvokat for den unge mand, som blev frifundet i voldtægtssagen.

Hun bekræfter sigtelsen mod Kristian Jacobsen, skriver Ekstra Bladet. Avisen har også set den skriftlige bekræftelse fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

Julie Stage indgav anmeldelsen af rektoren tilbage i september 2022.

Hun fortæller, at den tidligere elev på Sorø Akademi er “yderst tilfreds” med, at anklagemyndigheden nu overtager sagen og skal vurdere, om der er grundlag for at rejse en tiltale mod rektoren.

Julie Stage har tidligere fortalt, at hun mener, at hendes klients retsstilling blev skadet, fordi rektoren ventede to måneder med at gå til politiet, fra han blev bekendt med sagen.

Han valgte i stedet at holde mæglingsmøder med de to implicerede.

Det gjorde ifølge advokaten, at politiets efterforskning af sagen kom i gang for sent, og at potentielt vigtige beviser gik tabt.

Ritzau har umiddelbart ikke kunnet få kontakt til Kristian Jacobsen for en kommentar til sigtelsen.

Ifølge Ekstra Bladet har Børne- og Undervisningsministeriet samt Kammeradvokaten i en særskilt klagesag konkluderet, at en endelig afklaring bør vente, hvad der kommer ud af en eventuel straffesag mod rektoren.

I kølvandet på sagen er den unge kvinde, som anmeldte voldtægtssagen, desuden blev sigtet.

Hun er sigtet for falsk anmeldelse og falsk forklaring for retten. Men det er endnu ikke afklaret, om der skal rejses en tiltale, skriver Ekstra Bladet.

Illustrationsfoto