Skybrud og tordenvejr: Særlig landsdel bliver hårdt ramt

Tirsdag kan Jylland, Fyn, Vest- og Nordsjælland blive ramt af tordenvejr og op mod 25 millimeter regn

Der er tirsdag risiko for lokale skybrud og torden i stort set hele landet.

Det skriver Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) i en risikomelding.

Varslet dækker Jylland, Fyn samt Vest- og Nordsjælland. Det er særligt i det jyske, at DMI forventer de kraftigste byger.

Østsjælland og Bornholm ser ud til at gå fri.

Bygerne kan flere steder være kraftige og med torden og lokalt give mere end 15 millimeter regn på 30 minutter, som er kriteriet for skybrud.

Varslet om regn og torden er udløst af et lavtryk, der bevæger sig ind fra vest.

– Efterhånden som dagen skrider frem, vil intensiteten af bygerne aftage fra vest, og i aften er der udsigt til, at mange vil opleve tørvejr, da der kun vil være enkelte byger, skriver DMI’s vagthavende meteorolog i en kommentar tirsdag morgen.

Undtagelsen er Bornholm, hvor bygerne vil husere frem til onsdag.

Fra omkring tirsdag middag vil de mere kraftige byger sprede sig til Fyn, Sjælland og Nordjylland, skriver DMI.

Meteorologerne råder til at være opmærksom på, at der kan ske lokale oversvømmelser i lavtliggende områder som viadukter, nær åer og vandløb.

Generelt ligger Danmark “på motorvejen for fronter på vej fra vest mod øst”.

– Det giver flere perioder med regn eller byger. Det er om at holde øje med de perioder med sol, der også kommer, skriver DMI i en vejrudsigt for denne uge.

Også onsdag byder på både lidt eller nogen sol og enkelte byger.

Tirsdagens nedbør falder oven i en længere periode med meget regn.

Mandag meddelte DMI, at med i alt 1125 millimeter nedbør fra juli 2023 til juni 2024 er perioden blevet de tolv vådeste måneder i træk siden 1874.

Den vådeste juli blev målt sidste år. Her faldt der ifølge DMI 141,2 millimeter.

Omvendt blev den tørreste juli måned målt i 1983 og 1994. Det blev kun til 15 millimeter nedbør.

/ritzau/

Illustrationsfoto