I løbet af årets første seks måneder er antallet af tilfælde af smittede med kønssygdommen gonorré steget i Sverige.
Det skriver det svenske nyhedsbureau TT.
Ifølge de svenske sundhedsmyndigheder er stigningen cirka seks procent i forhold til samme periode i 2023.
Stigningen er mærkbar både i Sverige og i andre EU-lande, lyder det.
Netop i ferieperioder risikerer flere også at blive ramt.
– Mange har tid til ferie, det er varme tider, følelserne kommer, og så er det måske nemmere at møde partnere, siger Inga Velicko, der enhedschef i Folkhälsomyndigheten, Sveriges svar på Sundhedsstyrelsen, til TT.
Blandt symptomerne på gonorré er, at det svier, når man skal lade vandet. Men det er faktisk ikke sikkert, at man overhovedet mærker nogen symptomer.
Ifølge de svenske sundhedsmyndigheder sker den største stigning i aldersgruppen mellem 20 og 29 år.
Men der er også tilfælde af infektion i højere aldersgrupper som 30 til 39, 40 til 49 og 50 til 59 år, skriver TT.
For at nedbringe antallet af tilfælde i Sverige er det nødvendigt, at flere bliver testet, mener Inga Velicko.
Hvis du har rejst til udlandet og haft sex der, kan en test være særlig vigtig, lyder opfordringen fra de svenske sundhedsmyndigheder.
Det er ikke kun i år, at smitten med gonorré har været stigende i vores naboland.
I 2021 var der samlet 2691 smittede. Det steg til 3355 i 2022 og til 4212 i 2023, viser tal fra Folkhälsomyndigheten.
Herhjemme har vi set en lignende tendens, viser tal fra Statens Serum Institut (SSI).
På ti år er antallet af danskere ramt af gonorré femdoblet fra 801 i 2013 til 4044 i november 2023, har Politiken tidligere afdækket.
Også i Danmark opfordrer sundhedsmyndighederne til, at man bliver testet, hvis man frygter at være smittet efter ubeskyttet sex.
Ubehandlet gonorré kan nemlig medføre sterilitet for både mænd og kvinder.
Symptomer for begge køn er svie, når man tisser, og udflåd.
Ifølge SSI har cirka halvdelen af smittede kvinder ingen symptomer, mens cirka en tredjedel af mændene ikke mærker, at de er smittede.
En 15-årig har forsøgt at dræbe en mand i en københavnsk moské. Læs sagen udfoldet her.