En person anholdt efter knivstikkeri

Mash

Københavns Politi har mandag aften anholdt en person, efter anmeldelse om at en mand var “gået amok” på Fasanvej på Frederiksberg i København. 

Det oplyser Espen Godiksen, som er vagtchef ved Københavns Politi. 

Ifølge vagtchefen var to mænd midt i en kontrovers, da politiet ankom. Den ene person er blevet stukket med kniv. 

Den knivstukkede blev efterfølgende kørt til Rigshospitalet. Hans tilstand betegnes som lettere tilskadekommen. 

Der er intet, der tyder på, at offeret var en tilfældig forbipasserende person.

Vagtchefen oplyser, at de to involverede har en relation til hinanden. 

– De er tilknyttet et bosted, der ligger derude, siger Espen Godiksen. 

Den anholdte er sigtet for kvalificeret vold. 

Politiet går nu i gang med at vurdere, om den anholdte skal fremstilles i grundlovsforhør tirsdag.

Anmeldelsen kom klokken 21.32.