Oscarvindende Titanic-filmmager er død

Der er tale om filmene “Avatar” fra 2019, “Avatar: The Way of Water” fra 2022 og “Titanic” fra 1997, som er de mest indbringende film nogensinde. Nu er en filmmager bag afgået ved døden.

Den oscarvindende filmproducer Jon Landau er død i en alder af 63 år.

Det oplyste hans familie lørdag, skriver nyhedsbureauet AP søndag.

Ifølge det amerikanske medie Variety døde Landau fredag som følge af kræft.

Landau har været med til at producere tre ud af de fire mest indtjenende film nogensinde.

Dem har han lavet i samarbejde med filminstruktøren James Cameron, der ifølge Variety har reageret på Landaus dødsfald.

– Jeg har mistet en kær ven og min nærmeste samarbejdspartner gennem 31 år. En del af mig er blevet revet væk, lyder det fra Cameron lørdag.

Landau blev født i den amerikanske delstat New York 30. juli 1960. Begge hans forældre var filmproducere.

I 1980’erne blev han produktionsleder, og de følgende år steg han i graderne og blev filmproducer.

I 1998 blev Landau og Cameron tildelt Oscar-prisen for bedste film med “Titanic”. Han har været nomineret til en Oscar-pris flere gange gennem sin karriere.

Landau har også produceret film som “Alita: Battle Angel” fra 2019, “Solaris” fra 2002 og “Campus Man” fra 1987.

Han efterlader sin kone Julie Landau, som han var gift med i næsten 40 år. Sammen fik de to sønner, Jamie og Jodie Landau.

I 2022 satte Landau ord på sin karriere i et interview med mediet The Talks.

Her sagde han, at han aldrig kunne finde på bare at sidde ved et skrivebord og skrive under på hvad som helst.

– Jeg vil deltage. Jeg vil have en stemme. Jeg vil have indflydelse. Jeg vil være i stand til at inspirere andre til at gå ud over, hvad de tror, deres egne evner kan, så de kan føle stolthed over det, vi laver, lød det fra Landau.

Efter den tragiske dødsulykke med børn i bilen, som er i kritisk tilstand, melder Rådet For Sikker Trafik nu ud, at det kun er politiet, der kan stoppe gaderæs. Læs den historie her.