Lørdag blev to betjente overfaldet af to teenagere, efter de trådte til i en situation, hvor der opstod tumult, fordi de to 15-årige ikke måtte komme ind til en byfest.
Overfaldet på betjentene er blevet filmet og delt flere gange og nu kommer politiet med en opfordring til alle, der har sendt eller modtaget overfaldsvideoen.
Det skriver TV Midtvest.
Martin Bjerg, der er politiassistent ved lokalpolitiet i Ringkøbing siger til mediet, at det kan have konsekvenser for alle, der har delt videoen.
(Artiklen fortsætter under billedet)
“Vi ved, at videoen er blevet delt med andre. Det kan være strafbart”, siger Martin Bjerg.
Betjentene var til byfest i No nær Ringkøbing og da teenagerne begyndte at skabe uro, trådte betjentene til. I stedet for at lytte til betjentene og falde til ro, gik teenagerne til angreb på betjentene.
Begge 15-årige er blevet anholdt efter overfaldet, men løsladt igen. De kan se frem til at møde i retten på et senere tidspunkt.
LÆS OGSÅ: To 15-årige overfalder flere betjente