Efter nærmere undersøgelser var det alligevel ikke amfetamin, som politi fandt på skole men et sukkerprodukt
Det er et glukoseprodukt og ikke amfetamin, som Københavns Politi søndag aften fandt på Utterslev Skole.
Sådan lyder det i et opslag fra politikredsen på det sociale medie X.
Tirsdag meldte Københavns Kommune ud i en pressemeddelelse, at der var fundet poser med hvidt pulver, som var vurderet til at være amfetamin.
– Vi tager sager om narkotika ved og omkring skoler meget alvorligt og sendte derfor posernes indhold til nærmere tekniske undersøgelser, skriver politiet i opslaget.
Men selv om de indledende undersøgelser pegede på, at det kunne være amfetamin, står det klart efter grundigere undersøgelser, at det ikke er tilfældet.
Det er derfor ikke længere en sag for politiet, lyder det.
Politikommissær Carsten Reenberg, som er leder af Nordvest nærpoliti, understreger, at politiet tager den mindste mistanke om narkotika på eller ved skoler meget alvorligt.
– Derfor rykkede vi også ud med det samme for at sikre, at der ikke var yderligere fund på skolen, og vi sendte det fundne til grundige tekniske undersøgelser, siger han i et skriftligt svar til Ritzau.
I det skriftlige svar fremgår det også, at der alene er tale om et ufarligt glukoseprodukt.
Det samme lyder det i en pressemeddelelse fra Københavns Kommune fredag.
– Når der bliver fundet noget, der kunne være amfetamin, så er det selvfølgelig noget, vi tager meget alvorligt. Derfor har vi gjort meget ud af at tale med eleverne om sagen, og om hvor farlige stoffer er, siger skoleleder Ulla Jensen i pressemeddelelsen.
Hun fortæller, at ledelsen fredag har kunnet fortælle lærere, elever og forældre, at der var tale om falsk alarm.
/ritzau/