Ung kvinde dræbt i trafikulykke på motorvej

Her ligger den afdøde kvindes bil

En 29-årig kvinde har mistet livet efter en voldsom færdselsulykke på motorvejen, hvor bilen rullede rundt

En soloulykke fredag morgen på E45-motorvejen ved Fårup syd for Hobro har kostet en 29-årig kvinde livet.

Det oplyser vagtchef ved Nordjyllands Politi Jesper Sørensen til Ritzaus Bureau.

Under ulykken rullede den 29-årige kvindes bil rundt på motorvejen, men politiet er endnu ikke klar over, hvad der præcist er sket.

Årsagen skal tekniske undersøgelser foretaget af en bilinspektør på ulykkesstedet nu klarlægge.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Dele af motorvejen blev afspærret efter ulykken

Nordjyllands Politi modtog anmeldelsen om forholdet klokken 05.53, hvor meldingen lød, at der var fastklemte i forbindelse med ulykken.

‘Station Hobro er kørt til færdselsuheld – fastklemte på E45 sydgående retning,’ lød det i meldingen fra Nordjyllands Beredskab.

Ulykken skete i sydgående retning mellem afkørsel <37> og <38>.

De pårørende til kvinden er underrettet.