Unge kvinder forsøgt kidnappet: Nu har politiet nyt i sagen

Midt- og Vestjyllands Politi har anholdt en 28-årig mand. En 20-årig er allerede varetægtsfængslet i sagen.

En 28-årig mand blev mandag anholdt i Rumænien for forsøg på frihedsberøvelser i Herning.

Det oplyser Midt- og Vestjyllands Politi tirsdag i en pressemeddelelse.

Den 28-årige har været efterlyst siden 9. januar.

Der sidder i forvejen en 20-årig mand varetægtsfængslet i sagen. Han har været varetægtsfængslet siden 8. november 2023.

SE OGSÅ: EKSPERT ADVARER: ‘UNGE KVINDER ER I FARE’

Den 20-årige mand har ifølge sigtelsen forsøgt at frihedsberøve to kvinder sammen med en medgerningsmand.

Det er denne formodede medgerningsmand, som politiet nu mener, at det har fundet.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Illustrationsfoto

SE OGSÅ: HER SIDDER 32-ÅRIG DRABSTILTALT FÆNGSLET

Den 20-årige er sigtet for to gange at have forsøgt at trække kvinder ind i en rumænsk indregistreret Ford Focus, og han nægter sig skyldig.

Første episode fandt sted natten til 29. oktober 2023, mens den anden episode fandt sted natten til 3. november 2023.

I begge tilfælde lykkedes det kvinderne at vriste sig løs.

De rumænske myndigheder skal nu vurdere, om den 28-årige mand kan udleveres til Danmark.

De to forsøg på frihedsberøvelse i nattelivet i Herning har skabt utryghed og bekymring i lokalområdet.

Der er blandt andet blevet oprettet en facebookgruppe, hvor kvinder tilbydes kørsel hjem efter en bytur.

Der godkendes kun kvindelige chauffører, og der skal kunne fremsendes legitimation via Facebooks beskedtjeneste Messenger inden turen.