To mænd er netop blevet kendt skyldige i flere voldtægter – og flere af dem af mindreårige piger. Mange af pigerne fik de kontakt til via Snapchat
I en stor voldtægtssag ved Østre Landsret er den34-årige Walter Jørgensen kendt skyldig i seks voldtægter, hvoraf tre var mod to 14-årige piger.
I samme sag er en 20-årig mand fra Nigeria blevet kendt skyldig i fire voldtægter, hvoraf to af dem var mod en 14-årig pige.
Retten straffer Walther Jørgensen med ni års fængsel, mens den 20-årige har fået en anbringelsesdom og er blevet udvist af Danmark.
Det oplyser Statsadvokaten.
Voldtægterne blev begået i Odense og flere af dem begik de to mænd ifølge Fyens Stiftstidende i fællesskab.
SE OGSÅ: UNG KVINDE DRÆBT I ULYKKE: ÆLDRE MAND ERKENDER
Pigerne har forklaret, at de via Snapchat blev lokket til en lejlighed, hvor de skulle spille drukspillet ‘sandhed eller konsekvens’ og det førte ofte til, at de endte i soveværelset, hvor de blev voldtaget.
Begge mænd har under sagen nægtet sig skyldige og fortalt, at de ikke vidste, pigerne var under 15 år, eller at det foregik mod deres vilje.
Mindst syv piger har været ofre i sagen.