En ansat mistede livet, og to blev såret, da de blev overfaldet med kniv på Psykiatrisk Center i Glostrup
En 41-årig mand er onsdag blevet tiltalt for at have dræbt sin psykiater på Psykiatrisk Center Glostrup og for drabsforsøg på to andre medarbejdere.
Det oplyser Københavns Vestegns Politi i en pressemeddelelse onsdag, efter at anklagemyndigheden har rejst tiltalen.
Hændelsen fandt sted fredag den 21. juli i år, hvor manden overfaldt medarbejdere på Psykiatrisk Center i Glostrup med kniv.
Den ene af medarbejderne – en kvinde – døde. Hun blev ramt af adskillige knivstik i mave og i hals.
Derudover blev en mand og en kvinde såret.
Manden blev stukket i den ene lunge og milten. Kvinden fik overfladiske fysiske skader på armen.
Den 41-årige mand har siden 22. juli været varetægtsfængslet i sagen.
Det blev han efter et grundlovsforhør, hvor han forklarede, at han dagen før havde et klart ønske om at slå sin behandler ihjel.
Han fortalte, at han havde taget en kniv med på afdelingen, ifald hans møde med behandleren den dag skulle gå skidt. Så ville han bruge kniven. Men det var ikke hans intention, at han skulle angribe andre.
– Anklagemyndigheden har nu tiltalt den 41-årige mand for drabet på en medarbejder og for drabsforsøg mod de to andre ansatte, som blev såret ved overfaldet, siger specialanklager Peter Rask i pressemeddelelsen.
I alt rummer anklageskriftet 13 forhold, som den 41-årige er tiltalt for.
De er foregået ved syv forskellige episoder, som ud over drab og drabsforsøg tæller vold, trusler, hærværk og forsøg på voldtægt.
Tre af tiltalepunkterne omhandler nye sigtelser, som politiet har rejst, imens manden har været varetægtsfængslet.
I to af tilfældene menes manden at have truet sundhedspersonale. Det er sket den 12. og 13. september i år – og altså under varetægtsfængslingen. Manden er varetægtsfængslet i surrogat på en psykiatrisk afdeling.
Voldtægtsforsøget er ifølge anklagemyndigheden blevet begået mod en kvinde den 14. juli.
Artiklen fortsætter under billedet)
SE OGSÅ: ANSAT PÅ PSYKIATRISK CENTER DØD EFTER KNIVOVERFALD
Voldtægtsforsøget skete på et tidspunkt, hvor den 41-årige var efterlyst af politiet til indlæggelse, efter at han var blevet sigtet for voldsforbrydelser.
Da han i forvejen i 2014 havde begået et væbnet røveri og modtaget en behandlingsdom, blev dommen aktiveret.
– Eftersøgningen burde have haft et øget fokus fra politiets side, og det vil jeg gerne gentage, siger Knud Stadsgaard, der er chefpolitiinspektør ved Københavns Vestegns Politi.
– Vi skærpede straks proceduren og har nu indført retningslinjer, så denne type efterlysninger får tilstrækkelig opmærksomhed og prioritet, indtil den eftersøgte er tilbage hos psykiatrien igen, siger han i pressemeddelelsen.
Den 41-årige skal ifølge politiet mentalundersøges, før sagen kommer for retten.
/ritzau/