Voldtægt og forsøg på voldtægt: Nu er 29-årig bag tremmer

En 29-årig mand er lørdag aften blevet varetægtsfængslet ved et grundlovsforhør i Retten i Aalborg.

Det oplyser Nordjyllands Politi til Ritzau.

Manden er sigtet for at have voldtaget en 32-årig kvinde i Aalborg fredag og senere samme dag forsøgt at voldtage en 46-årig kvinde.

Den 29-årige vil være varetægtsfængslet frem til 14. november, oplyser vagtchef Mikkel Lousdal.

Dørene blev begæret lukkede, efter at anklageskriftet blev læst højt. Det skriver TV 2 Nord.

Anklager Jette Rubien fortæller til mediet, at den 29-årige nægter sig skyldig i begge sigtelser. Han nægtede også at udtale sig under grundlovsforhøret.

Manden og hans forsvarer har ikke valgt at kære varetægtsfængslingen, skriver TV 2 Nord videre.

Den 29-årige blev anholdt tidligt lørdag morgen, mistænkt for at have overfaldet og voldtaget samt forsøgt at voldtage to kvinder i Østerådalen i Aalborg fredag eftermiddag.

– En 32-årig kvinde blev under en gåtur kort efter klokken 16 fredag eftermiddag udsat for fuldbyrdet voldtægt, da hun blev overfaldet af en mand på stisystemet i Østerådalen, sagde politikommissær Peter Skovbak fra Nordjyllands Politi i en pressemeddelelse lørdag formiddag.

– Cirka en halv time senere blev en 46-årig kvinde overfaldet i samme område. Hun blev under en løbetur antastet og forsøgt voldtaget af formentlig samme mand.

Den 46-årige kvinde fik råbt om hjælp, hvilket fik gerningsmanden til at stikke af, oplyste politiet videre i pressemeddelelsen.

Efter en intens efterforskning fandt politiet så frem til den 29-årige mand.

– Klokken 04.02 lørdag morgen anholdt vi en 29-årig mand, som opholdt sig på en adresse i Gug.

– Vores efterforskning er dog langt fra slut endnu, så jeg kan af hensyn til vores videre arbejde ikke komme ind på, hvad der har ført til anholdelsen af den 29-årige, lød det fra Peter Skovbak.

Politiet har bedt om hjælp til at klarlægge gerningsmandens færden.

Potentielle vidner opfordres til at kontakte politiet, hvis man fredag eftermiddag i området omkring Østerådalen, Lergraven, Ådalsmotorvejen, Gugvej og Egnsplanvej har set en mand i alderen 25 til 35 år, der var omkring 175 centimeter høj og almindelig af bygning.

Han var mørk i huden og med sort hår og sort skæg. Han beskrives som værende mellemøstlig af udseende og var formentlig iført hvid kasket og mørkt tøj. Han bar mørke sandaler eller var barfodet.