En ansat på Psykiatrisk Center Glostrup er død efter et knivstikkeri på centret fredag middag. En 41-årig mand er anholdt i sagen.
Det oplyser Københavns Vestegns Politi i en pressemeddelelse.
Politiet fik klokken 12.10 fredag en anmeldelse om, at der var sket et knivstikkeri på det psykiatrisk center, der ligger på Brøndbyøstervej i Brøndby.
LÆS OGSÅ: STOR POLITIAKTION EFTER KNIVSTIK: GERNINGSMAND ER ANHOLDT!
Tre ansatte var ramt, heraf to alvorligt, mens den sidste slap med mere overfladiske skader. Alle blev kørt til hospitalet til behandling, og her afgik den ene af de ansatte ved døden fredag eftermiddag som følge af skaderne.
Vedkommendes pårørende er blevet underrettet.
Det andet knivoffer, der fik alvorlige skader, er fredag aften stadig under behandling, oplyser politikredsen. Den tredje er udskrevet.