En 23-årig kvinde blev tidligere torsdag fundet død i Roskilde. Nu er en 51-årig mand, som kvinden havde et forhold til, anholdt og sigtet for voldtægt af kvinden i en periode forud for hendes død
En 23-årige kvinde blev torsdag morgen fundet død på Vestergade i Roskilde. Årsagen til hendes død er stadig uafklaret, men nu oplyser Midt- og Vestsjællands Politi, at en mand er anholdt i sagen.
‘Kvindens død er endnu uafklaret, men efterforskningen har ført til, at en 51-årig mand, som kvinden har haft et forhold til, fremstilles i grundlovsforhør i aften sigtet for voldtægt mod kvinden i en periode forud for hendes død,’ oplyser politikredsen.
Ved grundlovsforhøret vil anklagemyndigheden begærer lukkede døre. Derfor har Midt- og Vestsjællands Politi ikke yderligere kommentarer.
SE OGSÅ: 30-ÅRIG MAND VOLDTAGET
Modtog anmeldelsen tidligt i morges
Det var torsdag morgen klokken 07.15, at politiet modtog en anmeldelse af, at en kvinde var fundet død.
‘Død person fundet i lejlighed i boligblok i Vestergade. Dødsfaldet undersøges nærmere med assistance fra både kriminalteknikere og en retsmediciner for at afgøre, om noget er mistænkeligt. Respekter afspærringen,’ oplyste Midt- og Vestsjællands Politi tidligere i dag.
Politiet har siden efterforsket dødsfaldet som en drabssag.
De pårørende er underrettet.
OPDATERING EFTER GRUNDLOVSFORHØR:
Den 51-årige mand er under grundlovsforhøret blevet varetægtsfængslet frem til den 9. februar.
‘Under efterforskningen fremkom oplysninger om, at den 51-årige kunne mistænkes for at have forbrudt sig seksuelt over for kvinden inden hendes død. Han blev derfor i forbindelse med en anholdelse sigtet for og afhørt til denne mistanke,’ oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.