To svenske mænd sigtet for menneskesmugling: Kvinde lå i bagagerummet på bilen

Politiet sigtede onsdag to svenske mænd for menneskesmugling.

De to mænd kom kørende i en svensk indregistreret personbil, der blev taget ud til en stikprøvevis indrejsekontrol ved Frøslev Grænseovergang.

Her fandt betjentene tre syriske statsborgere uden pas. En 30-årig syrisk mand med et knapt toårigt barn på bagsædet, samt en 29-årig kvinde, der lå gemt i bagagerummet på bilen.

De to svenske mænd blev derfor sigtet og anholdt. De blev dog løsladt senere, da der ikke var juridisk grundlag for at fremstille dem i et grundlovsforhør.

Den 30-årige mand og den 29-årige kvinde er blevet indenretligt afhørt og har sammen med deres fælles barn søgt om asyl i Danmark.