
Der venter både klip i kørekortet, betingede frakendelser af førerretten og dyre bøder til 126 bilister efter tre dages fartkontrol ved vejarbejde i Brøndby.
På grund af vejarbejde på Søndre Ringvej er kørerbanerne indsnævret og fartgrænsen er derfor nedsat til 40 kilometer i timen i området.
Alligevel viste politiets fartkontrol, at 102 bilister kørte gennem vejarbejdet med over 40 procent hurtigere fart end det tilladte. De står derfor til en bøde og en betinget frakendelse af kørekortet.
24 personer kørte over 30 procent for hurtigt og står til et klip i kørekortet samt en bøde.
Større fartbøder
Ved årsskiftet blev fartbøderne hævet med 20 procent. De mange bilister fik derfor ekstra store bøder for fartovertrædelserne.
”En del får stadig en slem overraskelse over størrelsen på bøden, og jeg opfordrer til, at man kører nøje efter fartbegrænsningen – så nedsætter man både risikoen for at andre kommer skade og undgår selv bøder og mistet kørekort,” siger politikommissær Claus Stoltenberg, leder af færdselsafdelingen ved Københavns Vestegns Politi.
Fartkontrollens mindste bøde lød på 6.500 til en bilist, der kørte 53 kilometer i timen. Vedkommende fik ligeledes et klip i kørekortet.
En bilist, der kørte 91 kilometer i timen i vejarbejdets 40-zone, fik dog en bøde på hele 14.900 kroner. Samme forseelse ville have kostet 12.500 sidste år. Derudover kommer en betinget frakendelse af førerretten, hvilket betyder, at føreren skal bestå en ny teoretisk og praktisk køreprøve. Her kan du se, hvordan fartovertrædelsen blev så dyr:
Bøde for at køre med 91 km/t: 6.000
Dobbelt takst pga. vejarbejde: 6.000
Hastighedstillæg o/30 pct.: 1.200
Dobbelt takst pga. vejarbejde: 1.200
Bidrag til Offerfonden: 500
Samlet bøde 14.900
Målingerne foregik den 10., 16., g 18., marts på en strækning nær ringvejens haveforeninger og golfbane.




