
En 23-årig mand er afgået ved døden efter en arbejdsulykke på Skoleskibet Danmark.
Ulykken skete onsdag formiddag, da den 23-årige arbejdede i en mast på skibet og faldt ned.
Herefter blev han kørt til Odense Universitetshospital, hvor han senere blev erklæret død.
Skoleskibet Danmark er et af to danske skoleskibe, hvor elever bliver uddannet som skibsassistent. Onsdag lagde skoleskibet til i Assens i forbindelse med et værftsbesøg.
Politiet, Arbejdstilsynet og Søfartsstyrelsen efterforsker nu sagen.





