Brand på gård i Ringsted

En brand er tirsdag eftermiddag brudt ud på en gård på Ejlstrupvej i Ringsted. Oprindeligt lød anmeldelsen på, at branden muligvis kunne udgøre en fare for gårdens dyr.

Vagtchefen ved Midt- og Vestsjællands Politi oplyser dog, at branden ikke var særlig omfattende, og at dyrene på gården derfor ikke var i fare.

Branden var opstået i en kompressor på ejendommen.

Kort efter udrykningen til adressen kunne Brand & Redning samt politiet forlade stedet igen.

Rettelse: Tidligere fremgik det, at der var ild i et pillefyr på stedet, men det har vist sig ikke at være tilfældet. Det er nu rettet til kompressor.