
OPDATERET. Vestegnens Politi var tirsdag til stede på flere nedkørsler til motorvejene på den københavnske Vestegn.
Det bekræfter politikredsen til Presse-fotos.dk.
– Vi er ude at tjekke nogle køretøjer, som normalt ikke bliver tjekket, så der er tale om en helt almindelig kontrol, som vi bestræber os på at gennemføre et par gange om året, siger Erik Andersen, som er færdselsbetjent ved Vestegnens Politi.
– Vi har derfor udnyttet det gode vejr i dag og i den forbindelse er der også anholdte, oplyser Erik Andersen.
Vestegnens Politi oplyste efterfølgende på Twitter, at færdselskontrollen, som i øvrigt blev foretaget i samarbejde med Politiskolen, havde kastet 136 sigtelser af sig.
Blandt dem var der seks narkopåvirkede bilister, seks klip for børn, som ikke var fastspændt, 17 for fejl og mangler. Fem biler bliver synsindkaldt, tre bilister for at køre uden kørekort. Yderligere tre for at køre i frakendelsestiden og 43 andre for at køre uden sikkerhedssele.



