En 40-årig kvinde er mandag fundet død i en bil på en villavej. Det har nu medført en større politiaktion
En lille landsby med under tusind indbyggere fik mandag morgen og formiddag pludselig besøg af utallige betjente og udrykningskøretøjer.
Her rykkede politiet ud i forbindelse med, hvad de tidligere på dagen kun beskrev som et mistænkeligt forhold.
Men mandag aften er der nye oplysninger – og de vidner om en umiddelbar tragisk hændelse.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Sydøstjyllands Politi oplyser, at politikredsen mandag klokken 07.54 fik en anmeldelse om, at der var fundet en død person i en bil på Kirkevej i Ny Højen syd for Vejle.
Der er tale om en afdød 40-årig kvinde. Omstændigheder omkring dødsfaldet gør, at politiet har igangsat en efterforskning.
“Vi er på et meget tidligt tidspunkt i efterforskningen og er i gang med at undersøge personens død. Der er iværksat forskellige efterforskningsskridt, som jeg på nuværende tidspunkt ikke kan uddybe nærmere,” fortæller Jens Lyng Michelsen, vicepolitiinspektør ved Sydøstjyllands Politi.
Den afdødes pårørende er underrettet.
Sydøstjyllands Politi har ikke yderligere oplysninger om sagen på nuværende tidspunkt.






