Zelenskyj mødes med europæiske ledere: ‘Vi vil tvinge Rusland’

Europa skal fortsat lægge pres på Rusland for at tvinge det til fred, siger Macron inden møde i London mandag.

Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, mødes mandag med den britiske premierminister, Keir Starmer, den tyske forbundskansler, Friedrich Merz, og Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, i London.

Det fremgår af et opslag fra Macron på X.

De fire ledere skal “gøre status sammen om situationen og de igangværende forhandlinger som led i den amerikanske mægling”, skriver Macron.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Arkivfoto.

– Vi må fortsætte med at lægge pres på Rusland for at tvinge det til fred, understreger den franske præsident i sit opslag.

– Ukraine kan regne med vores urokkelige støtte. Det er hele meningen med den indsats, vi har ydet som en del af koalitionen af frivillige.

– Vi vil fortsætte indsatsen sammen med amerikanerne for at give Ukraine sikkerhedsgarantier, uden hvilke der ikke vil være en robust og varig fred. For det, der står på spil i Ukraine, er også hele Europas sikkerhed, skriver Macron.

Han fordømmer samtidig de russiske angreb, der har ramt Ukraine natten til lørdag.

Tidligere lørdag meddelte Zelenskyj, at Rusland igen har angrebet Ukraines civile infrastruktur, denne gang med over 650 droner og 51 missiler.

– Ruslands mål er at påføre millioner af ukrainere lidelse, og de synker så dybt, at de affyrer missiler mod fredelige byer på Sankt Nikolaus dag, skriver Zelenskyj på sociale medier med henvisning til den dag, der i mange lande markerer julens begyndelse.

Det er samtidig den dag, hvor Ukraine hylder sine væbnede styrker.

Imens er ukrainske og amerikanske repræsentanter for tredje dag i træk samlet til forhandlinger i Miami i USA lørdag.

Her har præsident Donald Trumps særlige udsending Steve Witkoff og Trumps svigersøn Jared Kushner holdt møder med ukrainske repræsentanter.

Tirsdag var Witkoff og Kushner i Moskva, hvor de mødtes med den russiske præsident, Vladimir Putin.

De skulle drøfte den fredsplan, USA har fremlagt. Rusland har afvist dele af det amerikanske udspil.

– Begge parter var enige om, at reel fremgang hen mod en aftale afhænger af Ruslands vilje til at udvise seriøst engagement i en langsigtet fred, herunder skridt i retning af nedtrapning og et stop for myrderierne, skrev Witkoff fredag på X.

/ritzau/

Chok-melding fra Venstre: Vil trække sig fra aftale