Yara havde for meget krudt i røven: Nu kæmper hun mod verdens bedste

23-årige dansk-libanesiske Yara Salah er den første danske kvinde, der repræsenterer landet på thaiboksningens største scene i thailandske ONE Championship. På samme tid holder hun fanen højt for danske UNITE Championship, som organisationens første kvindelige titelbærer.

I august gjorde Yara Saleh noget, ingen anden kvindelig fighter fra Danmark har gjort før.

Hun stod i ringen på det ikoniske Lumpinee Boxing Stadium og debuterede for en af verdens største kampsportsorganisationer, ONE Championship.

Desværre blev det ikke til en sejr mod canadiske Taylor McClatchie, der tog dommerafgørelsen i en tæt kamp, som Yara egentlig følte, hun havde vundet.

Den 30. januar trækker hun igen i ONE-gearet, og skal forsøge at tage revanche og komme tættere på det ultimative mål om at blive den første danske mester i organisationen.

I mellemtiden er hun vendt hjem til Danmark, hvor hun i slutningen af november skulle forsvare sit UNITE-bælte.

Inden kampen fangede Presse-fotos.dk det 23-årige kæmpetalent til en snak om ONE-aspirationerne og aftenens titelkamp.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Yara Saleh på vej mod UNITE-buret til sit første titelforsvar.

Kærlighed ved første ‘kick’

Kampsport har fyldt meget i størstedelen af Yaras liv.

Allerede som fireårig begyndte hun til karate – mest af alt for at få brændt noget krudt af.

“Jeg havde meget krudt i røven. Mine forældre ville godt have det ud på en eller anden måde,” fortæller hun med et smil.

Pædagogerne foreslog, at Yara begyndte til springgymnastik. Men det lokale karatestudie på Amager, hvor hun er født og opvokset, lå tættere på.

Så karate blev det. Og det var kærlighed ved første ‘kick’ for Yara.

“Og så har det bare holdt ved, fordi jeg blev forelsket i disciplinen og kampsport generelt. Det blev en del af mig, min identitet,” siger hun.

Da Yara var 11 år gammel, flyttede hun til Vestegnen med familien.

Her skiftede hun karate ud med thaiboksning og begyndte at træne i Albertslund-klubben Mikenta, der er kendt for at opfostre flere af de største danske kæmpere i disciplinen.

Derfor giver det også god mening, at hun er blevet så stort et ansigt udadtil for UNITE Championship, der er stiftet af Mikenta-makkerparret Steffen Weise og Brian Talarek.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Yara Saleh er født og opvokset i Danmark og har libanesiske rødder. Når hun kæmper, repræsenterer hun begge lande.

Den første nogensinde

Yara fik sin UNITE-debut ved UNITE 02 på Albertslund Musikteater, hvor hun knockoutede sin britiske modstander, Terri Houlton.

Den dominerende præstation betød, at hun allerede i sin anden UNITE-kamp fik muligheden for at blive organisationens første kvindelige titelholder.

I aftenens main event i Brøndby Hallen beviste Yara for alvor, at hun kan præstere på allerhøjeste niveau under enormt forventningspres.

Godt nok gav spanske Reyes Prieto hende en hårdere kamp, end Houlton gjorde. Men der var alligevel ingen tvivl om resultatet, da dommernes stemmer skulle tælles op.

Den første kvindelige indehaver af UNITE-bæltet havde fået et navn: Yara Saleh.

“Videre i teksten”

Der skulle gå næsten præcist et år, før Yara fik sit første titelforsvar i samme arena.

Men det vender vi tilbage til. For inden da skulle den dansk-libanesiske fighter et smut til thaiboksningens mekka.

Matchmakerne i ONE Championship var imponerede over den nyslåede UNITE-mester og kvitterede med en kampkontrakt.

Pludselig stod hun på et af verdens mest ikoniske thaiboksningsstadioner, Lumpinee Boxing Stadium i Bangkok.

Her tabte Yara som nævnt i en tæt kamp, der snildt kunne have gået den anden vej – og måske også burde have gjort det, hvis ikke det havde været for en dommerfejl.

Yara landede en ‘spinning back elbow’ på sin modstander, der blev rystet og faldt på knæ. Men dommeren begyndte ikke at tælle, og sekvensen blev derfor ikke talt med som et knockdown.

Den slags fejl fra kampdommeren, kan være udslagsgivende i en tæt kamp.

Både dommerbordet og matchmakerne i ONE mente, at det var en fejl.

Det er ærgerligt, men Yara barer ikke nag.

“Jeg prøver at lade være med at være bitter over det,” fortæller hun, og slår fast:

“Det kan ske. Det er en sport. Videre i teksten.”

Beviste sit værd på den største scene

På trods af det ærgerlige resultat rejse Yara hjem til Vestegnen med oprejst pande.

Turen lærte hende utroligt meget – måske mest af alt om hende selv.

“Jeg har bekræftet mig selv i, at jeg godt kan være deroppe og kæmpe med de helt store tøser. Og at jeg godt kan bære mig selv,” fortæller Yara Saleh, og fortsætter:

“Man ved jo aldrig før man står der, om klappen bare ryger ned, fordi nu er det ONE, nu er det drømmen, nu er det her. Men jeg nød faktisk processen, og jeg følte mig som en stjerne på en eller anden måde. Og jeg kunne holde til det. Jeg har bekræftet mig selv i, at jeg godt kan.”

(Artiklen fortsætter under billedet)

Yara Saleh har ikke i sinde at løsne sit greb om det store UNITE-bælte.

Heldigvis virkede det også som om, at folkene i ONE var imponerede af Yaras præstation i kampen.

Da Presse-fotos.dk mødte hende, kunne hun fortælle, at der var lavet en mundtlig aftale om endnu en kamp i den prestigefyldte organisation.

Efterfølgende er kampkontrakten blevet officielt underskrevet, og dermed kan Yara nu booke sin billet til Thailand endnu en gang.

Her skal hun igen kæmpe på Lumpinee Boxing Stadium den 30. januar mod en stærk modstander, som hun endnu ikke kan røbe.

Yara fortæller i et skriftligt svar til Presse-fotos.dk i forbindelse med underskrivningen af kampkontrakten:

“De kunne jo i realiteten være ligeglade og bare holde sig til, hvad dommeren mente, hun så i ringen. Men at de undskylder og skaffer mig endnu en kamp beviser, at de er reelle i deres mening, og at jeg stadig performede nok til at fortjene at komme tilbage.”

‘Jeg er på igen i morgen’

Yaras anden kamp i ONE, var altså allerede mere eller mindre på plads, inden hun trådte i buret til sit første UNITE-titelforsvar.

Men hvis der alligevel skulle have været den mindste tvivl om at hente hende tilbage til den store kampsportsorganisation, blev den tvivl i hvert fald gjort til skamme i Brøndby Hallen den 29. november.

Yaras ankom til hallen iført det traditionelle Mongkol-pandebånd og flankeret af stortrommer, der rungede ud i hele hallen.

Selve kampen varede betydeligt kortere, end hendes tur fra indgangsscenen til buret.

Med det allerførste slag fra Yara begyndte italienske Rachele Malatesta at vakle. Og med en række opfølgende slag og sylespidse albuer fik danskeren slået sin modstander i gulvet og cementeret sin status som UNITE’s guldfugl.

Den italienske titeludfordrer fik ikke et eneste slag ind.

“Jeg har sagt længe, at det er drømmen, at jeg kommer ind, slår det første slag og kommer ud igen uden en skade,” fortæller Yara Saleh efter kampen.

Derfor er hun også allerede mere end klar til at træde ind i ONE-ringen igen den 30. januar.

“Jeg er på igen i morgen venner. Vi ses til træning,” joker hun efter kampen.

Kampen blev kæmpet med de mindre 4oz-handsker, som minder mere om MMA-handsker og gør betydeligt mere skade, end de traditionelle muay thai-handsker.

Det var et bevidst valg, da det også er den slags handsker, der bruges i ONE.

Og med den store præstation i de små handsker fik Yara sendt endnu et vink med en vognstang til den thailandske organisation.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Yara Saleh havde stort overskud efter kampen, der var overstået på få sekunder.

Altid med Vestegnen og UNITE i hjertet

Men selvom hun nu kan se frem til endnu et thailandsk eventyr, slipper hun ikke grebet om sit danske bælte og forholdet til UNITE.

Allerede inden kampen luftede hun muligheden for at gøre titelforsvaret i Brøndby Hallen til en tradition.

“Jeg synes, der er et eller andet ved det. Det giver et lidt højere pres. Måske er det sådan noget man kan gøre hvert år og sætte en stime i gang,” siger hun og fortsætter:

“Det giver da lidt ekstra blod på tanden. Sådan: ‘Okay, det er et år siden. Nu skal vi gøre det igen'”

Det er også tydeligt, at hun føler et stort tilhørsforhold til organisationen, der holder til på Vestegnen.

“Det er min hjemby. Det er min baggård. Jeg kigger ned og ser kraftedeme min fætter sidde og vinke på tilskuerrækken. Og min mor, mine veninder og bekendte ansigter. Folk der taler mit eget sprog. I Thailand var det den anden side af jorden. Det giver også noget, men jeg føler, det giver et lille ekstra boost, når man er på sin hjemmebane.”

Nu skal hun fortsat tage den en smule med ro her i december, inden hun ved slutningen af måneden begynder at gå all in på at træne op til sin anden chance i ONE.

Følg med på ONE’s YouTube-kanal den 30. januar fra klokken 13:30, hvor ONE Friday Fights 140 med Yara Saleh på kortet sendes live.

Presse-fotos.dk fangede den unge danske thaibokser Oliver Payne forud for hans store danske pro-debut ved UNITE 10.