Han nåede blot at udgive to digtsamlinger i løbet af sit alt for korte liv.
Men på de 24 år, han havde på denne jord, formåede Yahya Hassan alligevel at sætte et markant – og kontroversielt – aftryk på dansk litteratur.
Det sendte derfor også chokbølger gennem landet, da den omdiskuterede forfatter blev fundet død i sin lejlighed i april 2020.
Mest tragisk af var det for familie, der blev efterladt uden deres søn og bror.
I 2024 stod de i en bog frem med deres version af det familieportræt, som Yahya Hassan ofte havde optegnet i sine digte.
Og nu bliver Hassan-familiens historie også fortalt på de skrå brædder.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Et familiealbum for hele Danmark
I 2024 – fire år efter Yahya Hassans død – gav Steffen Stubagers bog ‘Familien Hassan’ et unikt indblik i Yahya og resten af familien Hassans liv i boligkvarteret Trillegården ved Aarhus som fortalt af Yahyas mor og hans fire søskende Kawther, Khadeeja, Abd Al-Salam og Abdullah.
Vi kendte i forvejen fortællingen om vold i hjemmet, rodløshed, flygtningetraumer, omsorgssvigt og et barskt miljø i et udsat boligområde fra Yahya Hassans digte.
Men med familiens beretninger fik vi flere sider af sagen samt mere viden om den afdøde digters opvækst.
‘Familien Hassan’ er nu blevet til en teaterforestilling, der får urpremiere på Mellemgulvet i Skuespilhuset den 18. september 2026.
Det annoncerer Det Kongelige Teater i en pressemeddelelse.
Til at dramatisere og iscenesætte fortællingen er den dobbelte Reumert-vinder Sargun Oshana hevet ind.
Han kom sammen med sin familie til Danmark som irakisk flygtning, da han var blot syv år gammel. Han kan derfor måske særligt spejle dele af sit liv i familien Hassans historie.
Men det er altså ikke kun flygtningefamilier, der bør kunne identificere sig med Hassan-familiens fortælling, hvis man spørger Oshana.
“‘Familien Hassan’ er et familiealbum, ikke kun for familien Hassan, men for familien Danmark. Vi så alle ikonet falde, men der stod også en familie tilbage, som havde mistet en søn og en bror. I lang tid har familien ikke haft talerør og nu indtager de endelig scenen – ovenikøbet på landets nationalscene,” siger han i en pressemeddelelse.
I rollerne som Yahya Hassans fire søskende optræder Ellaha Lack, Zere Celik, Arian Kashef og Wahid Sui, mens familiens matriark portrætteres af den kurdiske sanger og musiker Rezwan Taha, der ligeledes har komponeret forestillingens musik.
Du kan opleve ‘Familien Hassan’ i Skuespilhuset fra den 18. september til og med den 28. oktober.
Herefter tager forestillingen på en landsdækkende turné mellem den 3. november og den 5. december.
Du kan se lokationer og datoer for turnéen her.