Wozniacki har fået nok af TV-kommentator: ‘Du er en klovn’

Caroline Wozniacki er rasende. Den danske tennisstjerne har tirsdag aften rettet et hårdt og personligt angreb mod TV 2’s kommentator Peter Bastiansen, og hun lægger ikke fingre imellem.

Anledningen er en artikel i B.T., hvor Bastiansen kritiserer Wozniacki for ikke at have meldt ud, om hun stopper karrieren eller fortsætter efter sit tredje barns fødsel. Han kaldte hendes manglende udmelding ‘useriøs’ og sagde, at et comeback ‘vil være en parodi’.

Det fik Wozniacki til at reagere prompte på Instagram, hvor hun i en story går til angreb:

‘Det er nu mere end 20 år, hvor Peter Bastiansen har angrebet min person i medierne og snakket om ting, han ikke har forstand på.’

‘Peter, du er en klovn, og som “tennis-ekspert” burde du kende reglerne. Det kan være svært at holde styr på dem, når man aldrig har spillet på et højt niveau selv,’ skriver hun.

Forsvarer sin position

Wozniacki understreger, at hun stadig har en frosset rangering som nummer 71 i verden og derfor ikke behøver wildcards for at deltage i store turneringer.

‘Efter mange år med hård træning og tennis på topniveau har jeg retten til at gøre, hvad der er bedst for min familie,’ skriver hun og fortsætter:

‘Jeg er uforstående over for, hvorfor TV 2, B.T. og andre medier bliver ved med at bruge hans citater, når der er mange meget bedre eksperter i Danmark’

TV 2-kommentatoren svarer kort

Peter Bastiansen ønsker ikke at kaste mere benzin på bålet. ‘Jeg vil ikke gå ind i en ordkrig. Jeg har sagt dét andet, og nu siger hun det her, og det har hun ret til,’ siger han til B.T.

Den tidligere verdensetter har ikke spillet siden US Open i 2024, hvor hun nåede fjerde runde. I sommer blev hun mor til sønnen Max, som er hendes tredje barn med eks-NBA-spilleren David Lee.

Om hun vender tilbage til tennisbanen, står stadig hen i det uvisse.

En ung kvinde bliver tirsdag fremstillet i et grundlovsforhør. Hun er sigtet for at have begået grov vold mod et spædbarn.

Illustrationsfoto. Foto: Adobe Stock.