En vulkan er onsdag morgen gået i udbrud i det sydvestlige Island.
Det oplyser landets meteorologiske institut, skriver nyhedsbureauet AFP.
Ifølge det islandske medie RUV er den store turistattraktion Den Blå Lagune og en campingplads blevet evakueret i forbindelse med vulkanudbruddet.
Det fremgår ikke, hvor mange mennesker der er blevet bedt om at forlade området.
Udbruddet skete ved Sundhnúk-krateret på Reykjanes-halvøen, skriver RUV.
Klokken 03.20 dansk tid natten til onsdag var der blevet registreret mere end 130 jordskælv i det område, hvor udbruddet er registreret. Det skriver Islands meteorologiske institut i en udtalelse.
Reykjanes-halvøen ligger omkring 50 kilometer fra hovedstaden Reykjavik.
Minney Sigurðardóttir, som er specialist i naturfarer ved Islands meteorologiske kontor, siger onsdag morgen til RUV, at udbruddet er sket et heldigt sted, fordi det ikke udgør en trussel over for noget infrastruktur og ligger langt fra Grindavik by.
Der er endnu ingen meldinger om, at udbruddet skal have resulteret i ændringer af flytrafikken.
Det sydvestlige Island har været udsat for flere udbrud de seneste år, og fiskerbyen Grindavik er igen og igen blevet evakueret.
Byen havde tidligere omkring 4000 indbyggere, men er nu blot hjem for nogle få som følge af de gentagne udbrud.
Vulkanen tæt på Grindavik havde ikke været i udbrud i over 900 år, før et udbrud begyndte i marts 2021. Onsdagens udbrud er ifølge AFP det 12. på Reykjanes-halvø de seneste fire år.
Det seneste udbrud skete i begyndelsen af april.
Meteorologer har ifølge AFP tidligere vurderet, at Reykjanes-halvøen meget vel kan blive ramt af jævnlige vulkanudbrud de næste mange årtier – måske endda århundreder.
