En 52-årig kvinde og en 28-årig mand er sigtet for vold med døden til følge, efter at toårig har mistet livet
En 52-årig kvinde og en 28-årig mand er sigtet for grov vold med døden til følge, efter at et toårigt barn lørdag mistede livet.
Det oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi søndag morgen i pressemeddelelse.
Ifølge JydskeVestkysten har en anklager ved et grundlovsforhør søndag morgen oplyst, at barnet har fået et slag til hovedet. Slaget har udløst kraniebrud og blødninger i hovedet, som har medført døden.
Begge de anholdte er fra Varde Kommune. Det fremgår ikke, om barnet havde en relation til de sigtede.
Det toårige barn blev natten til lørdag indlagt på Sydvestjysk Sygehus i Esbjerg.
Ifølge JydskeVestkysten blev den 52-årige og den 28-årige sigtet i sagen lørdag omkring klokken 08.
Barnet blev efterfølgende overført til Odense Universitetshospital. Her døde barnet kort før klokken 16 lørdag eftermiddag, oplyste politiet lørdag eftermiddag.
Politiet var i forbindelse med undersøgelser lørdag til stede på en adresse i Varde Kommune. Undersøgelserne er afsluttet, oplyser politiet i pressemeddelelsen søndag morgen.
Politiet har desuden foretaget afhøringer i relation til sagen.
– Vi indledte lørdag en undersøgelse af dødsfaldet for at få afklaret de nærmere omstændigheder og har nu sigtet de to personer.
– Sagen efterforskes fortsat, og vi har af hensyn til efterforskningen ikke yderligere oplysninger om sagen i øjeblikket, siger Brian Skovrup Christensen, der er vicepolitiinspektør fra Syd- og Sønderjyllands Politi, i pressemeddelelsen.
De sigtede fremstilles søndag morgen i grundlovsforhør ved Retten i Esbjerg.
Ifølge JydskeVestkysten nægter begge sigtede sig skyldige, men hvad de måtte forklare om sagen, forbliver indtil videre hemmeligt for offentligheden. Retten har nemlig valgt at afholde retsmødet for lukkede døre.
Anklagemyndigheden vil under grundlovsforhøret anmode om lukkede døre, fremgår det af pressemeddelelsen søndag morgen.
Barnets pårørende er underrettet.