En 35-årige mand er netop blevet idømt fængsel i en voldsom sag, hvor han med brug af blandt andet en stegepande forsøgte at voldtage en kvinde
Stærkt forslået lykkedes det til sidst en kvinde at flygte ud fra sin bopæl og ind i en nabolejlighed, hvor politiet kunne tilkaldes.
Inde i kvindens lejlighed var hun kort forinden blevet udsat for uhyrligheder, da en 35-årig mand var dukket op, oplyser politiet i en pressemeddelelse.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Hændelsen foregik ifølge Fyns Politi på en adresse i Odense den 22. december 2024 – og onsdag den 25. juni i denne uge er der altså faldet dom.
Den 35-årige mand havde på adressen ifølge dommen forsøgt at voldtage den pågældende kvinde.
I forbindelse med overgrebet begik den 35-årige også grov vold mod hende, da han blandt andet slog kvinden flere gange i hovedet med en stegepande, ligesom han udøvede andre former for vold.
‘Under voldshandlingen forsøgte han desuden at trække bukserne af kvinden for at tiltvinge sig samleje,’ oplyser Fyns Politi i en pressemeddelelse.
Efter kvindens flugt endte den 35-årige mand med at melde sig selv til politiet. Her erkendte han volden, men ikke forsøget på voldtægt.
Både offeret og gerningsmanden kendte i forvejen hinanden.
Retten i Odense idømte i onsdags den 35-årige mand et år og ni måneder fængsel.
Manden har nu anket dommen og er blevet varetægtsfængslet efter retsmødet.