Voldsomt røveri for millioner i Danmark: Nu er der nyt i sagen

Retten i Aarhus har grundlovsforhør med fire udenlandske mænd, der sigtes for røveri mod urforretning.

Mindre end en uge efter et voldsomt røveri mod en urforretning i Aarhus har politiet i en aktion anholdt fire mænd, der mistænkes i sagen.

Det oplyser Østjyllands Politi i sin offentlige version af døgnrapporten torsdag.

En dommer i Retten i Aarhus skal torsdag eftermiddag afgøre, om der er grundlag for at varetægtsfængsle mændene.

Ved røveriet mod Kejser Aarhus i Rosensgade slap to mænd væk med ure til en værdi af flere millioner kroner, har politiet tidligere oplyst.

Forbrydelsen fandt sted om formiddagen 23. maj. Ejeren og en ansat i forretningen blev truet og derefter fikseret i et baglokale. Den ene fik presset en pistollignende genstand mod sin hals, har han fortalt til TV 2 Østjylland.

Ved at smadre et vindue lykkedes det mændene at komme ud. Med blodet dryppende fra hånden søgte de hjælp hos nabobutikken, en frisør.

I forretningen sælges blandt andet brugte Rolex-ure.

En Renault Clio på schweiziske nummerplader blev angiveligt brugt under røvernes flugt. Efter en appel om hjælp fra offentligheden fandt borgere bilen på en parkeringsplads ved Lidl på Skejbyvej.

De anholdte er udenlandske mænd i alderen fra 27 til 62 år.

Politiet mener, at to af mændene udførte selve røveriet, mens to andre skal have deltaget.

Hvad de fire siger til sigtelserne, har politikredsen ikke umiddelbart oplyst.

/ritzau/

Kort inden rapperen Mas skulle spille koncert på Jelling Musikfestival onsdag aften, kom fire personer til skade.