En 41-årig mand bliver sigtet for drabsforsøg efter et knivstikkeri på Aarhus Hovedbanegård torsdag. Manden fremstilles fredag i grundlovsforhør, oplyser Østjyllands Politi på X.
Den 41-årige blev anholdt torsdag, umiddelbart efter at en 23-årig mand blev stukket i halsen. Knivstikkeriet blev begået på en perron og anmeldt klokken 16.42.
Den 41-årige mand bliver fredag klokken 10 fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Aarhus, hvor anklagemyndigheden vil gå efter at få ham varetægtsfængslet.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Sidst på eftermiddagen torsdag oplyste Østjyllands Politi, at togdriften på strækningen mellem Skanderborg og Langå var indstillet på grund af knivstikkeriet.
Politiet oplyste samtidig, at en person var kørt til behandling på skadestuen.
Østjyllands Politi har ikke oplyst, hvorledes den 41-årige mand stiller sig til sigtelsen for drabsforsøg.