39-årig fører fik ATV ned over sig i soloulykke
En 39-årig mand er kommet alvorligt til skade i forbindelse med en ulykke på en ATV fredag aften syd for Nibe.
Det oplyser vagtchef ved Nordjyllands Politi Christian Tilsted.
Politiet fik en anmeldelse om et uheld på Halkærvej ved Nibe klokken 20.46 fredag aften.
Der sad to personer på ATV’en, og den 39-årige mand var fører af køretøjet.
– ATV’en slog ud i en kurve, hvorefter den skred ud, og føreren fik ATV’en ned over sig. Der er ingen livstruende skader, siger vagtchefen.
En 38-årig mand var passager.
– Han var kortvarigt til tjek, men er forholdsvis uskadt, siger Christian Tilsted.
Der var ikke andre køretøjer involveret i episoden, der betragtes som en soloulykke.
Politiet har taget en blodprøve fra den 39-årige fører, lyder det videre fra vagtchefen.
– Vi har en mistanke om spirituskørsel og har sigtet ham for det, siger han.
Politiet afventer nu svaret på blodprøven.
Tidligere på aftenen skrev Nordjyllands Politi på det sociale medie X, at politiet sammen med beredskabet var til stede på Halkærvej, fordi en ATV med to personer var kørt i grøften.
Christian Tilsted oplyser, at man har haft en patrulje ude på stedet, og at der er blevet lavet en færdselsundersøgelse.