Naturbranden i Skagen er genopblusset, og beredskabet er bekymret for, om kraftig vind kan sprede flammerne.
Nordjyllands Beredskab beder om ekstra assistance i form af sprøjter og tankvogne til at hjælpe med at bekæmpe plantagebranden i Skagen.
Det fremgår af et opslag på det sociale medie X.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Ifølge beredskabets opslag er der tilkaldt assistance fra stationerne i Dronninglund, Hals og Aabybro.
Centerchef Per Vedsted fra Nordjyllands Beredskab siger til Ritzau, at branden i Skagen Klitplantage fortsat vurderes at være under kontrol.
Men en tiltagende vind gør beredskabet bekymret for, at branden kan sprede sig.
– Vinden er taget til i styrke, og det har medført, at branden er blusset voldsomt meget op.
– Branden er stadig inden for det område, vi har inddæmmet. Men vores bekymring går på, at branden kan brede sig yderligere, fordi det blæser så kraftigt, siger Per Vedsted.
De ekstra forstærkninger, der er tilkaldt, skal hjælpe med at tilføre mere vand til de standsningsbælter, der er etableret rundt om det brandhærgede område.
– Vores bekymring er, om standsningsbælterne holder, eller om branden får fat i et skovområde bag ved bælterne.
– Det ekstra mandskab skal hjælpe med at tilføre yderligere vand og fange eventuelle gnister, der måtte springe ind i det skovområde, siger Per Vedsted.
Omkring 70 brandfolk har arbejdet natten igennem med at inddæmme og bekæmpe flammerne i Skagen Klitplantage.
Det er endnu uvist, hvad der har forårsaget branden i Skagen.
Den nordjyske by har ekstra mange feriegæster i denne uge, der er kendt for at være den mest populære ferieuge i Skagen.
Ingen er kommet noget til i forbindelse med den omfattende brand.
/ritzau/





