På baggrund af en anbefaling fra forsvarschefen får Danmark leveret hundredvis af søminer.
Danmark anskaffer flere hundrede søminer, som ventes leveret om to til fire år.
Det fremgår af en pressemeddelelse fra Forsvarsministeriet.
Søminerne skal bidrage til Forsvarets evne til at kontrollere og blokere adgangen til danske farvande.
Anskaffelsen øger Forsvarets kampkraft, skriver Forsvarsministeriet.
– Anskaffelsen af flere hundrede søminer styrker vores forsvar i de indre danske farvande. Det er afgørende set i lyset af den aktuelle sikkerhedspolitiske situation, hvor Danmarks geografiske placering spiller en central rolle.
– Jeg er glad for, at der nu leveres på endnu en efterspurgt kapacitet, der vil styrke søværnet, siger forsvarsminister Troels Lund Poulsen i pressemeddelelsen.
Søminerne anskaffes på baggrund af forsvarschefens anbefaling og forventes leveret i perioden 2027-2029.
Søminerne vil ifølge Forsvarsministeriet være et nyttigt element i Danmarks bidrag til Natos samlede forsvar og afskrækkelse i regionen.
I juli sidste år samlede Danmark og otte andre Nato-lande sig om en hensigtserklæring, der handlede om at anskaffe fælles søminer. Målet var, at man skulle pege på en specifik leverandør og type af mine.
Chefen for Søværnskommandoen, Søren Kjeldsen, mener, at søminer giver Danmark en strategisk fordel i forhold til at kontrollere og beskytte de danske farvande.
– De skaber en effektiv mulighed for at forhindre uønskede skibe i at komme ind i vigtige områder, hvilket styrker vores samlede forsvarskapacitet. I lyset af den øgede usikkerhed i Østersøen er det afgørende, at vi hurtigt kan reagere på trusler.
– Søminerne vil være med til at sikre vores suverænitet og forstærke vores evne til at håndtere potentielle trusler og passe på Kongeriget, siger han i pressemeddelelsen.
De hundredvis af søminer finansieres med penge fra Accelerationsfonden, hvori der er afsat 50 milliarder kroner til hurtigere opbygning af Forsvarets kampkraft.
/ritzau/
USA går i direkte flæsket på Danmark: Her er de rystende ord.
