Mandag skete der en påkørsel, mens tusindvis fejrede Liverpool FC’s mesterskab. Nu er en mand sigtet. Øverst kan du se en video af påkørslen
En 53-årig mand er i forbindelse med en påkørsel, der skete i Liverpool mandag, blevet sigtet for i alt syv lovovertrædelser.
Det er blevet oplyst ved et pressemøde ved politiet i amtet Merseyside, hvor Liverpool ligger, torsdag. Det skriver det britiske medie BBC.
Hændelsen skete, da tusindvis af mennesker var på gaderne i den engelske storby for at fejre Liverpool FC’s mesterskab i Premier League. Manden blev anholdt kort tid efter påkørslen.
Den mistænkte er blandt andet blevet sigtet for farlig kørsel og med forsæt at være skyld i “alvorlig legemsbeskadigelse”, skriver Reuters.
Hans navn er Paul Doyle.
Påkørslen skete på Water Street i det centrale Liverpool.
På pressemødet blev det bekræftet, at 79 blev kvæstet, og at syv fortsat er indlagt på hospitalet.
Vicepolitichef Jenny Sims udtalte på pressemødet, at politiets efterforskere gennemgår en “enorm mængde” optagelser fra overvågningskameraer og mobiltelefoner.
Hun tilføjede, at de er “ekstremt taknemmelige” for offentlighedens samarbejde og opfordrede folk til fortsat at komme med oplysninger. Det skriver BBC.
– Vi anmoder om, at retsprocessen får lov til at fortsætte uden spekulationer hverken online eller andre steder, der kan hindre retfærdighed for alle de berørte, sagde Jenny Sims på pressemødet.
Politiet har sagt, at der er tale om en isoleret hændelse og ikke en terrorhandling.
Omkring en million mennesker var ifølge Reuters mødt op i den engelske storby for at fejre Liverpool FC’s mesterskab.
– Jeg forstår fuldt ud, hvordan denne hændelse har chokeret og bedrøvet os alle, og jeg ved, at mange fortsat vil have bekymringer og spørgsmål.
– Vores efterforskere arbejder utrætteligt for at finde svarene på alle disse spørgsmål, sagde Jenny Sims torsdag.
Den 53-årige skal fredag i retten i forbindelse med en indledende høring.