Ifølge Ældre Sagen tilbyder over halvdelen af landets kommuner ikke nødvendig hjælp.
Pleje og omsorg for de svageste har længe været et omstridt emne i Danmark. Diskussioner om ressourcer, kvalitet og støtte fylder ofte i medier og politik.
Nu blusser kritikken af området op igen. Denne gang langer Ældre Sagen i en pressemeddelelse ud efter størstedelen af landets kommuner.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Ifølge en undersøgelse fra VIVE, lavet for Ældre Sagen, har over halvdelen af landets kommuner ikke en pårørendevejleder. Det efterlader mange pårørende uden nødvendig hjælp, mener direktør i Ældre Sagen, Bjarne Hastrup.
“Pårørende har gennem flere år påtaget sig flere af de plejeopgaver, der før lå i kommunerne. Det har store personlige omkostninger. Det mindste, kommunerne kan gøre, er at sikre let adgang til professionel rådgivning. Alt for mange kommuner svigter deres ansvar, og det er forstemmende,” siger Bjarne Hastrup.
Helt konkret viser undersøgelsen, at 58 ud af 98 kommuner ikke tilbyder en pårørendevejleder.
Ældre Sagen vil derfor have det gjort til et lovkrav, at kommuner tilbyder vejledende hjælp til pårørende.
“For at gøre opmærksom på de problemer, som pårørende i kommuner uden støtte oplever, har Ældre Sagen henvendt sig til alle 98 byråd samt til Ældreministeren. I henvendelsen peger Ældre Sagen bl.a. på, at det er afgørende, at pårørende har nem adgang til professionel støtte, og at det derfor bør skrives ind i Ældreloven, at kommuner skal tilbyde pårørendevejledere,” skriver organisationen.
