Voldsom hændelse i Glostrup Svømmehal: Et ungt offer

Under optagelsesprøver til at blive brandmand i Hovedstadens Beredskab er der sket en voldsom ulykke, hvor en ung mand er blevet bragt på hospitalet i en ambulance. Nu har idrætschef yderligere oplysninger i sagen

Tirsdag morgen midt under optagelsesprøverne til at blive brandmand i Hovedstadens Beredskab skete der ifølge Presse-fotos.dks oplysninger en brandmandsulykke for øjnene af almindelige borgere samt ledere og aspiranter, da en ung mand – der var aspirant til optagelsesprøverne – druknede i Glostrup Svømmehal.

Presse-fotos.dk har onsdag været i kontakt med Hovedstadens Beredskab, der bekræfter, at der er sket ‘en hændelse’ under deres optagelsesprøver.

“Det blev håndteret af vores mandskab og professionelt ambulanceberedskab samt svømmehallens ansatte,” lyder svaret fra den vagthavende ved Hovedstadens Beredskab, der dog ikke har lyst til at gå i yderligere detaljer.

Presse-fotos.dk har efterfølgende haft en samtale med idrætschef i Glostrup Kommune, Allan Kristensen, som har flere oplysninger i sagen.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Her ses Glostrup Svømmehal kort efter ulykken
Se også
Familie går amok i retten: Kaster stol ned i gulvet efter drab på deres pige

Chefen bekræfter, at man tirsdag morgen har måtte tage hånd om en hændelse, da en ung mand kom galt afsted i kommunens svømmehal.

“Det er blevet håndteret som de forskrifter, og de guidelines, vi har. Der var heldigvis kyndige folk på stedet i går – både vores livreddere i svømmehallen og folk fra Hovedstadens Beredskab,” siger idrætschef Allan Kristensen til Presse-fotos.dk.

Han fortæller, at den unge brandmandsaspirant onsdag har det fint efter omstændighederne.

“Jeg har kun stor ros til, hvordan det er blevet håndteret. Det er professionelt arbejde hele vejen rundt, og jeg er rigtig stolt af vores ansatte i svømmehallen,” siger Allan Kristensen.

Idrætschefen har ikke lyst til at gå i nærmere detaljer, da Hovedstadens Beredskab havde lejet sig ind i dele af svømmehallen og derfor henviser til dem om det præcise hændelsesforløb af ulykken.

Allan Kristensen fortæller dog, at den unge mand var ved bevidsthed, da ambulancen kom og bragte ham på hospitalet.

Presse-fotos.dk har tidligere onsdag været i kontakt med chef i Hovedstadens Beredskab, Tim Ole Simonsen, som ikke var nærmere bekendt med ulykken.

Redaktionen var i kontakt med chefen på henvisning fra både Hovedstadens Beredskabs presseafdeling og den vagthavende, da de to parter heller ikke ville gå i nærmere detaljer.

Optagelsesprøverne og den offentlige adgang til Glostrup Svømmehal blev lukket efter ulykken.

Svømmehallen var lukket i omkring en time.

“Efterfølgende er der blevet taget godt hånd om dem i svømmehallen – livredderne vurderede i den forbindelse selv, at de godt kunne fortsætte deres arbejde,” siger idrætschef Allan Kristensen og tilføjer:

“Andre borgere, der havde overværet ulykken, blev instrueret i, hvordan de kunne søge krisehjælp. Mig bekendt har ingen personer søgt hjælp.”

Presse-fotos.dk har været i kontakt med vagtchef ved Københavns Vestegns Politi Lars Guldborg og kommunikationsansvarlig ved samme politikreds Claus Buhr, der begge fortæller, at politiet ikke har været involveret i hændelsen.