Voldsdrama ved rivalopgør i Superligaen: Slag i hovedet og anholdelse

En fodboldfan fra Herning var ikke særlig interesseret i at følge reglerne, da rivalopgøret mellem Viborg FF og FC Midtjylland søndag eftermiddag skulle spilles. En mand er blevet slået i hovedet, og en anholdelse har fundet sted.

Søndag klokken 14.00 fløjtede dommeren Superliga-kampen i gang mellem de to ærkerivaler fra Viborg FF og FC Midtjylland.

I de næste to timers tid var der stort drama på grønsværen, hvor hjemmeholdet fra Viborg kom foran med 2-0 i første halvleg. Tre midtjyske mål sendte dog sejren mod Herning, inden Viborgs Mees Hoedemakers satte den udlignende scoring ind under dommerens tillægstid, så kampen sluttede 3-3.

Også inden kampen var der drama ved Energi Viborg Arena, hvor en voldsepisode fandt sted.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Mange betjente står klar ved stadionet, hvis der skulle opstå drama. Billederne er taget efter kampen – se flere nederst i artiklen.

En FC Midtjylland-fan, der var ankommet til stadionet med bus fra Herning til Viborg, nåede ikke længere end køen til tribunerne.

Ifølge politiet opstod der uoverensstemmelser mellem Herning-fanen og vagten, fordi manden nægtede at lade sig visitere, som man ellers skal ved fodboldkampe i den bedste danske række.

‘En af vagterne bliver slået i ansigtet af en fan i forbindelse med visitationen,’ siger Simon Skelkjær, der er indsatsleder ved Midt- og Vestjyllands Politi, til TV Midtvest.

Efterfølgende blev manden anholdt af politiet, og derfor nåede han ikke ind på stadion for at støtte sit hold.

Dog er det den eneste urolighed, der har fundet sted før kampstart, fortæller indsatslederen til mediet.

Kæmpe efterforskning i gang efter alvorligt knivstikkeri