Rosenborg Slot står over for sin største fornyelse i moderne tid med et nyt underjordisk skatkammer, flere udstillingsmuligheder og forbedrede publikumsfaciliteter. Projektet samler kronjuveler, regalier og historiske dragter i nye rammer og løfter formidlingen af Danmarks kongelige historie.
Et af Danmarks mest ikoniske kulturhistoriske bygningsværker står foran sin mest omfattende fornyelse i moderne tid.
Den Kongelige Samling har præsenteret projektet Rigets Skatkammer, der skal give Rosenborg Slot nye underjordiske udstillingsrammer, forbedrede publikumsfaciliteter og en nyfortolkning af slottets historiske voldgrav.
Projektet muliggøres gennem to store private donationer og en statslig bevilling. A.P. Møller Fonden bidrager med 450 millioner kroner, mens Augustinus Fonden støtter med 80 millioner kroner.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Staten finansierer yderligere 131 millioner kroner.
Samlet set udgør anlægsbudgettet 661 millioner kroner, hvilket placerer Rigets Skatkammer blandt de største kulturprojekter i Danmark i nyere tid.
Det skriver Den Kongelige Samling i en pressemeddelelse.
Kernen i projektet er etableringen af et nyt, underjordisk skatkammer, der skal samle og formidle de mest betydningsfulde kongelige genstande.
Aldrig været tilgængeligt
Her vil besøgende kunne opleve kronjuvelerne, regalierne og en omfattende samling af historiske dragter og ceremonielle tekstiler.
Det nye udstillingsareal gør det muligt at vise langt større dele af samlingerne end i dag, herunder genstande fra museets magasiner, som hidtil ikke har været tilgængelige for offentligheden.
Ifølge Ane Mærsk Mc-Kinney Uggla, formand for A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal, rummer Rosenborg Slot “essensen af monarkiets og Danmarks kulturhistorie”.
Hun fremhæver, at de nye underjordiske rammer vil løfte formidlingen på en skånsom og værdig måde med respekt for både slottet og Kongens Have, som er en central grøn oase i hovedstaden.
Også kulturminister Jakob Engel-Schmidt peger på de pladsmæssige udfordringer på det historiske slot.
Han kalder Rosenborg Slot en kulturhistorisk perle og understreger, at de nye faciliteter vil gøre det muligt både at tage imod flere gæster og at vise flere af de historiske genstande frem for publikum.
‘Rosenborg Slot er et helt fantastisk sted. Slottet er en kulturhistorisk perle, der blandt andet huser Kongerigets kronjuveler, regalier og en lang række historiske dragter. Pladsen er trang på det lille slot, så nu investerer vi massivt i nye faciliteter, så flere kan besøge slottet, og det bliver muligt at vise endnu flere af de historiske genstande frem for publikum. Det er jeg enormt glad og stolt over’, fortæller Kulturminister Jakob Engel-Schmidt.
Genskabelse af voldgrav
Projektets andet hovedgreb er en delvis genskabelse af Rosenborgs historiske voldgrav. Indtil 1700-tallet lå slottet som en ø uden for byen, og denne arkitektoniske idé genintroduceres nu i nutidig form.
Når vandet vender tilbage, vil slottet ifølge projektbeskrivelsen få en markant styrket visuel og fortællende identitet.
Gæsterne vil fremover ankomme over en ny bro, der på smukkeste vis iscenesætter overgangen fra byens rum til det kongelige domæne.
Museumsdirektør Thomas C. Thulstrup beskriver Rigets Skatkammer som et nyt kapitel for Den Kongelige Samling.
Ambitionen er at skabe et skatkammer, der lever op til internationale standarder og giver publikum adgang til nogle af de mest betydningsfulde genstande i Danmarks kongelige historie.
Når projektet står færdigt, vil Rosenborg Slot fremstå som en samlet og fornyet historisk oplevelse.
Målet er ikke blot at forbedre rammerne for bevaring og formidling, men også at styrke Danmarks position som europæisk kulturdestination med en tydelig placering i den internationale museumsverden.
