Sidste år blev ejeren af Viegård Stutteri beskyldt for vold og overgreb af tidligere elever og ansatte.
Politiet indstiller efterforskningen af det omstridte Viegård Stutteri, som var i søgelyset efter en TV 2-dokumentar, der blev sendt sidste år.
Det oplyser Midt- og Vestjyllands Politi i en pressemeddelelse.
I dokumentaren med navnet “Mareridt på stutteriet” blev den tidligere ejer John Byrialsen beskyldt for vold, chikane og seksuelle overgreb af 73 tidligere ansatte og elever.
Anmeldelserne kommer ikke til at føre til sigtelser, skriver politiet. Det skyldes, at sagerne er forældede.
– Politiet modtog anmeldelser både før og efter offentliggørelsen af dokumentaren. Det er vores vurdering, at alle anmeldelserne drejer sig om forhold, som i dag er forældede, siger advokaturchef Camilla Wagner i meddelelsen.
Dokumentaren blev sendt i oktober 2024.
Viegård Stutteri gik konkurs året inden, efter at have været genstand for en række kontroverser.
I august 2023 fandt myndighederne cirka 50 nedgravede heste, som var blevet gravet ned uden tilladelse på ejendommen.
John Byrialsen er også blevet beskyldt for dyremishandling.
Ukraine advarer kraftigt: Kritisk situation på landets største atomkraftværk
