Det er en mand med mange titler og endnu flere virale hits, der besøger København op til julen med sit show, hvor han lover ‘alt for mange sange’.
Hvis du interesserer dig for musik, gaming eller YouTube, er der en vis sandsynlighed for, at du har stiftet bekendtskab med manden, der besøger DR Koncerthuset til december.
CG5, der også er kendt som Charlie Green, befinder sig nemlig i flere verdener på samme tid.
Han er sanger, sangskriver, producer, YouTuber, filmskaber og viralt fænomen på de sociale medier.
På YouTube har han mere end 8,8 millioner følgere, og på TikTok følger mere end fire millioner fans med.
Nu indtager han DR Koncerthusets Studie 2 med sin ‘Too Many Songs World Tour’, hvor han – som navnet antyder – vil spille rigtig, rigtig mange numre.
Faktisk har CG5 reklameret for showet på de sociale medier, hvor han antyder, at der vil være hele 50 sange på sætlisten.
Mere end bare en internetdille
Gennem det sidste årti har CG5 opbygget en dedikeret global fanskare.
De er helt vilde med hans musik, som ofte er inspireret af populære spil som ‘Five Nights at Freddy’s’ og ‘Amongs Us’ eller virale internetfænomener og popkultur.
Flere af hans YouTube-videoer har mere end 100 millioner afspilninger.
En vigtig brik i hans gennembrud kom med TikTok-lyden ‘Probably because I am CG5’, der gik viralt på platformen.
I marts 2025 udgav han EP’en ‘Project U Move’, der fik ros af anmelderne og samtidig blev akkompagneret af en gyser-film. Filmen blev skåret over i tre dele og udgivet på CG5’s YouTube-kanal.
Hans største hit ‘Sleep Well’ har mere end 48 millioner streams på Spotify, hvor han har 2,1 millioner månedlige lyttere.
Så selvom han er blevet kendt for at lave spil-inspirerede numre, har han formået at slå sig fast som en seriøs kunstner.
Den 6. december i DR Koncerthuset, Studie 2 vil du uden tvivl kunne opleve en blanding af de mange forskellige sider af CG5.
Billetsalget er allerede skudt i gang. Du kan læse mere om showet og købe billetter her.