Viral rapduo indtager Danmarks største byer

Danmarks to største byer får til efteråret besøg af Fed & Phil, der sammen er gået viralt med høj energi og humor.

Flere danske duoer er igennem de sidste tyve år blevet udråbt – med eller uden ironi – som de nye Nik & Jay.

De to rappere Fed & Phil er måske de næste i rækken.

Kammeraterne har i hvert fald opnået fælles viral succes med poppede rapnumre, der i høj grad lader til at være inspireret af 00’erne – Nik & Jays storhedstid.

Nu tager de et nyt skridt i karrieren, når de indtager to prominente spillesteder i Danmarks to største byer.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Pressefoto: Fed & Phil

En tidsmaskine til 2002

I et Instagram-opslag annoncerer Thomas Vejbæk, der går under kunstnernavnet Fed, at han og hans utroligt hyppige samarbejdspartner Philip Frandsen – bedre kendt om Lille Philip eller bare Phil – besøger både Voxhall og Lille Vega i oktober.

De fleste af de udgivelser, som duoens samarbejder har været en del af, er egentlig udgivet i Feds navn.

Men Phil indgår så mange gange på et album som ‘Fedvangeliet’, at det nærmest lige så godt kunne have været et fælles projekt.

Netop ‘Fedvangeliet’, der udkom tilbage i 2024, bød på et højdepunkt for duoen i form af nummeret ‘Bundløs’.

Med et beat, der til forveksling lyder som Nelly’s megahit ‘Hot in Herre’, og en række humoristiske linjer har nummeret fået over en halv million streams på Spotify.

Det samme har duoens kendingsmelodi ‘Phil&Fed’, der er mindst lige så catchy og opløftende.

Se også
Disse nye danske udgivelser skal du høre i uge 4

Større og bedre live

Når duoen, der lige har skrevet kontrakt med Cece Agency, spiller live, tager de deres fælles numre til et nyt niveau.

Målet er at skabe en anderledes og større lyd end på studieversionerne, og Fed & Phil opnår dette ved at hive et fuldt band med på scenen.

Det har publikum blandt andet på Distortion og i DR Koncerthuset mærket på egen krop.

I sidstnævnte koncerthus optrådte duoen sammen med 2tiltango, som sidste udgav EP’en ‘Fed tango’ sammen med Fed – igen med flere gæstevers fra Phil.

Den 3. og 14. oktober kan du opleve duoen, der måske er de nye Nik & Jay – eller måske bare er de første Fed & Phil – når de først indtager Voxhall og derefter Lille Vega.

Billetterne finder du her.

Korte videoer