Vinteren slår igen: Risiko for hele TO snestorme

Vejret er langt fra færdigt med at skabe problemer i Danmark. Kulden bider fortsat, og i den kommende uge kan vinteren for alvor vise tænder.

Allerede mandag kan dele af landet blive ramt af en regulær snestorm med kraftig blæst og snefygning. Det fremgår af DMI’s seneste vurderinger.

’Mandag kan dele af landet måske blive ramt af regulær snestorm med kraftig blæst, vedvarende snefald og snefygning,’ lyder det fra vagthavende meteorolog Lars Henriksen.

Ifølge prognoserne er det især den sydlige og sydøstlige del af landet, der kan blive hårdest ramt, når et vejrsystem med sne og blæst bevæger sig nordpå i løbet af mandagen.

(Artiklen fortsætter efter billedet)

Illustrationsfoto

’Flere vejrprognoser antyder nemlig, at en front med udbredt sne og blæst bevæger sig op over denne del af landet i løbet af mandagsdøgnet og stedvis kaster 5–15 cm sne af sig — lokalt måske mere!,’ fortsætter meteorologen.

Ved en snestorm falder der mere end 10 centimeter sne på seks timer, samtidig med at middelvinden overstiger 10 meter i sekundet. DMI understreger dog, at situationen fortsat er usikker, og at udviklingen kan ændre sig.

Men udfordringerne kan langt fra være ovre.

For allerede torsdag kan endnu et vinterligt lavtryk presse sig ind over landet sydfra med risiko for ny snestorm.

’Nogle vejrprognoser antyder i hvert fald et muligt scenarie med udbredt snefald fra syd, blæst og snefygning,’ skriver den vagthavende meteorolog, som samtidig peger på, at vejrbilledet fortsat er usikkert.

Bilister opfordres til at følge vejrudsigterne tæt, hvis de skal ud på vejene mandag eller senere på ugen.

Allerede i weekenden kan vinteren mærkes flere steder. Både lørdag og søndag byder ifølge DMI på gråvejr, temperaturer omkring frysepunktet og snebyger rundt omkring i landet.

Blæsten, der har præget de seneste dage, ser samtidig ud til at fortsætte.

Søndag nat kan især den sydøstlige del af landet få mere vedvarende snefald, mens temperaturen lokalt kan falde til omkring to graders frost.

Se også
Vanvids-biljagt ender i alvorligt uheld: 18-årig stikker af i svimlende fart

Korte videoer