Vildt vejrfænomen raser i Danmark: Flere huse og biler ramt af ødelæggelser

Et voldsomt vejrfænomen har sent torsdag skabt store ødelæggelser i et boligområde i det nordlige Jylland. På få sekunder har det efterladt et tydeligt spor af ødelæggelse.

Ifølge Presse-fotos.dk’s udsendte på stedet er taget blæst af to huse, flere biler har fået smadret ruderne, og et stort træ har revet sig løs og står nu til at blive fældet.

Først lidt nede ad vejen står det klart, at de betydelige ødelæggelser har fundet sted i Eventyrparken og på Snehvidevej i Hjørring. Her fortæller flere vidner samstemmende, at vejrfænomenet kun varede omkring 30 sekunder – men i det korte tidsrum nåede det at gøre betydelig skade.

Fænomenet bliver i folkemunde kaldt en lille tornado.

(Artiklen fortsætter efter billedet)

Ved Eventyrparken har huset fået revet taget op

Tagplader er fløjet gennem luften og har smadret flere vinduer i et nærliggende hus. På Snehvidevej står mindst to biler med knuste ruder, og beboere i området var i fuld gang med at rydde op og sikre deres hjem.

Myndighederne er informeret, og flere beboere arbejdede sammen om at få styr på situationen. Der meldes heldigvis ikke om personskader.

Det står klart, at det var en skypumpe, der ramte området. En skypumpe er et kraftigt, roterende vejrfænomen – også kendt som en lille tornado – der kan opstå i forbindelse med kraftige byger eller tordenvejr. Skypumper varer ofte kun ganske kort tid, men kan nå vindhastigheder på over 100 km/t og forårsage betydelige ødelæggelser, som det også er sket her.

Samme aften er en stor udrykning hastet ud til en strand, hvor der er kommet melding om en fastklemt person. Det er dog endnu ikke lykkes at komme i kontakt med den pågældende person og derfor er udrykningskøretøjerne fortsat til stede.