To møder om arktisk sikkerhed finder sted i dag i Bruxelles.
”Grønland står i en ekstraordinær situation, der har hele verdens opmærksomhed. Situationen kræver, at vi styrker samarbejdet om forsvaret og sikkerheden i Arktis bredt i NATO-kredsen. Jeg ser frem til at drøfte vejen frem med NATO’s generalsekretær og med mine nordiske kollegaer i Bruxelles.”
Sådan lyder det fra Grønlands minister for Udenrigsanliggender og Forskning, Vivian Motzfeldt, i en pressemeddelelse fra Forsvarsministeriet.
I pressemeddelelsen skriver ministeriet, at Vivian Motzfeldt og den danske forsvarsminister Troels Lund Poulsen deltager i to møder i dag.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Det første er et møde med NATO’s generalsekretær Mark Rutte. Her er NATO’s samarbejde om sikkerhed, forsvar og afskrækkelse i Arktis på dagsordenen.
Senere i dag mødes de nordiske forsvarsministre for at drøfte de samme emner.
”Den danske og grønlandske regering har sammen med en række NATO-allierede besluttet at øge den militære tilstedeværelse og øvelsesaktivitet i Arktis og Nordatlanten. En række allierede bidrager allerede, og vi møder bred opbakning til, at NATO skal gøre mere i Arktis. Det vil Vivian Motzfeldt og jeg drøfte med NATO’s generalsekretær, Mark Rutte. Og det vil også være fokus for drøftelsen med de nordiske forsvarsministre senere i dag”, siger Troels Lund Poulsen.
‘Nu er tiden kommet’
Møderne finder sted samme dag, som den amerikanske præsident Donald Trump igen har været aktiv på sit sociale medie, Truth Social, med endnu en udmelding om Grønland.
Tidligt i morges, klokken 5.10 dansk tid, skrev præsidenten:
“NATO har i 20 år fortalt Danmark, at ‘I skal få den russiske trussel væk fra Grønland.’ Desværre har Danmark ikke været i stand til at gøre noget ved det. Nu er tiden kommet, og det vil blive gjort!!! Præsident Donald J. Trump.”
