I takt med at verden bliver mere og mere digital, stilles der større krav til forbrugernes opmærksomhed, da kriminelle løbende finder nye og mere sofistikerede måder at narre intetanende ofre på. Nu lyder der en advarsel omhandlende danskernes sundhedskort.
Digital svindel er i kraftig vækst, og kriminelle bliver stadig mere opfindsomme i deres forsøg på at franarre danskere både penge og følsomme personlige oplysninger.
Nye svindelmetoder dukker løbende op, og det får både virksomheder og myndigheder til gentagne gange at advare mod en bekymrende tendens, som ikke kun rammer enkelte, men potentielt kan få konsekvenser for enhver dansker.
Nu lyder en advarsel angående dit sundhedskort samt en opfordring til særlig opmærksomhed, hvis du modtager en henvendelse fra ‘Sundhed’, ‘Sundhed.dk’ eller lignende, der handler om dit sundhedskort.
(Artiklen fortsætter under billedet)

‘Dit sundhedskort udløber snart’
‘Mit digitale selvforsvar’, der er en tjeneste, som hjælper med sikkerhed online, melder nu konkret ud om beskeder som adskillige danskere modtagere i disse dage.
‘Dit sundhedskort udløber snart. Husk at opdatere dine oplysninger for at bevare din dækning,’ lyder det indledningsvist i nogle af de eksempler på svindlen som ‘Mit digitale selvforsvar’ har delt i advarslen.
I advarslen beskrives det, at der er sms’er og mails i omløb, der påstår, at dit sundhedskort snart udløber, hvorfor du skal opdatere dine oplysninger for fortsat at være dækket.
Selvom beskederne fremstår som værende fra ‘Sundhed’ eller ‘Sundhed.dk’, er det altså ikke tilfældet.
(Artiklen fortsætter under billedet)



‘I beskeden er der et link til en hjemmeside. Her vil svindlerne have dig til at indtaste dine personlige oplysninger og bankoplysninger – for at betale 17 kr. i porto for forsendelse af det nye kort,’ skrives det i advarslen.
Du skal dog ikke klikke på linket, hvis du er så uheldig at modtage beskeden.
‘Slet den i stedet,’ opfordrer ‘Mit digitale selvforsvar’.
Sundhed.dk oplyser ifølge tjenesten, at de aldrig vil anmode om adgang til borgeres betalingsoplysninger, MitId-oplysninger eller andre log-in informationer.
Herunder kan du se tre gode råd til, hvordan du undgår digital svindel:
Gode råd til at undgå svindel
Sæt farten ned:
– Hvis afsenderen skriver, at det hele skal gå meget hurtigt, er det ofte et forsøg på svindel.
Vær skeptisk:
– Vær skeptisk over for afsendere, der beder dig om at indtaste personlige oplysninger som bankkontonummer eller personnummer.
Klik ikke på links:
– Gå i stedet selv til afsenderens hovedside eller app, så du undgår at klikke på et link til en falsk hjemmeside.
